Brighton straffer energiforladte Liverpool
Brighton slog til tre gange i anden halveg, da holdet slog Liverpool på hjemmebane med 3-0. Foto: Frank Augstein/Ritzau Scanpix
Solly March scorede to gange, da Brighton bankede Liverpool med 3-0 i Premier League.
Brighton var mindst et niveau over Liverpool, da holdet fra sydkysten lørdag gjorde det af med vicemestrene.
3-0 vandt hjemmeholdet efter en meget overbevisende indsats og to flotte scoringer af kantspilleren Solly March og et af indskifteren Danny Welbeck.
Med sejren stryger Brighton forbi Liverpool i tabellen, hvor de nu ligger henholdsvis nummer syv og otte.
For Liverpool var det tredje kamp i træk uden sejr siden nytår. 1-3 mod Brentford og 2-2 mod Wolverhampton var det blevet til inden lørdagens lussing.
Liverpools spillemæssige niveau var fra langt tiders storhed under Jürgen Klopp. Det skyldes både en stribe uprovokerede fejlafleveringer og hjemmeholdets aggressive presspil.
Brighton-holdet havde helt tydeligt et anderledes overskud, og det gav også en lille håndfuld farlige situationer foran Alisson Beckers mål i en målløs første halvleg.
Den ene udløste et straffespark, som den brasilianske keeper havde begået ifølge kampens dommer, men det blev hurtigt trukket tilbage igen på grund af en offside i opspillet.
Liverpool slap med skrækken, men knap var anden halvleg sat i gang, inden holdets passive tilgang blev straffet.
Stopper Joël Matip kiksede en simpel aflevering til Jordan Henderson, og få sekunder senere lå bolden bag Alisson. Solly March prikkede den over stregen efter forarbejde af livlige Kaoru Mitoma.
En håndfuld minutter senere var opskriften den samme. Liverpool mistede bolden, og efter lynhurtigt spil sendte Solly March få øjeblikke senere Brighton på 2-0 med en flot, kantet afslutning.
Liverpools modsvar var tungt og mangelfuldt. Kun en enkelt mulighed til nyankomne Cody Gakpo blev det til, inden indskifteren Danny Welbeck lukkede kampen efter 82 minutter med en fremragende aktion.
Andetsteds blev Evertons krise forlænget, da Southamptons supertekniker James Ward-Prowse med to sublime mål vendte 0-1 til en 2-1-sejr på udebane.
Det andet blev sat ind direkte på frispark, og det var 16. gang, at Ward-Prowse gjorde det i Premier League. Kun David Beckham har med 18 frisparksmål lavet flere ifølge statistikfirmaet OptaJoe.
Endeligt skaffede Brennan Johnson med to træffere oprykkeren Nottingham Forest 2-0 over Leicester, og Daniel Podence sørgede for Wolverhamptons 1-0-sejr over West Ham.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie