Brøndby-anfører: Svensk skepsis er gjort til skamme
Johan Larsson (tv.) har fået en fin åbning på sæsonen for Brøndby, hvilket har givet ham en plads på Sveriges A-landshold. Foto: /ritzau/Jens Dresling
/ritzau/Jens Dresling
Johan Larsson mener inden mødet med Italien, at Sveriges landshold er kommet godt igennem generationsskifte.
Sveriges fodboldlandshold må leve i rollen som underdog, når holdet fredag spiller den første af to playoffkampe mod Italien om en plads ved VM i Rusland næste sommer.
Men der er trods alt optimisme i Sverige, der i kvalifikationsgruppe A besejrede gruppevinderen, Frankrig, undervejs og henviste Holland til tredjepladsen.
Det fortæller Brøndby-anfører Johan Larsson, der er udtaget til den svenske trup.
- Mange var skeptiske, før gruppen startede, fordi Sverige skulle møde Frankrig og Holland, men Sverige havde undervejs en god chance for at vinde gruppen med fire kampe tilbage.
- Holdet har overrasket virkelig mange, så ingen tror, at det bliver umuligt at slå Italien, siger 27-årige Johan Larsson.
Sverige skuffede ved EM i 2016, hvor det blev til blot et point og en sidsteplads i gruppen. Derefter indstillede superstjernen Zlatan Ibrahimovic og flere andre bærende kræfter landsholdskarrieren.
- Der har været lidt af et generationsskifte, efter at Zlatan, Kim Källström og Andreas Isaksson stoppede. Det var den gyldne årgang, som mange ville kalde det, som stoppede efter EM i 2016.
- Så der var mange spørgsmålstegn, men den nye træner, Janne Andersson, kom til og byggede sin stil op omkring holdet. Det er gået godt, holdet er kommet fint videre.
- Det var flot at blive nummer to i en gruppe med Holland og Frankrig, siger Brøndby-anføreren.
Larsson har kun haft sporadiske optrædener for A-landsholdet, men gode præstationer i Superligaen i dette efterår har banet vejen for en plads i truppen til kampene mod Italien.
- Først og fremmest er det et bevis på, at jeg har gjort noget godt over en længere periode. Det er noget, jeg har drømt om i lang, lang tid, så det føles rart, at chancen er dukket op, lyder det fra højrebacken.
Der er kickoff til den første kamp mod Italien fredag 20.45. Returopgøret venter i Italien tre døgn senere mandag aften.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned