BSV sikrer sig andenplads og to point til slutspillet
Nikolaj Markussen og BSV tog andenpladsen i grundspillet. Foto: Polfoto/Van Norde Ernst
Polfoto/Van Norde Ernst
Bjerringbro-Silkeborg tager andenpladsen i herrernes håndboldgrundspil efter sejren over Ribe-Esbjerg.
De forsvarende mestre fra Bjerringbro-Silkeborg (BSV) spillede sig onsdag aften til et godt udgangspunkt forud for DM-slutspillet i herrernes håndboldliga.
I sidste spillerunde sejrede BSV med 27-18 ude over Ribe-Esbjerg og sikrede sig dermed andenpladsen i grundspillet. Nok så vigtigt er det, at holdet tager to point med til slutspillet.
Det samme gør Aalborg, der allerede havde sikret sig førstepladsen. Derfor var det kun af kosmetisk betydning, at Aalborg onsdag tabte 24-26 ude til TTH Holstebro.
Netop TTH Holstebro havde muligheden for at overtage andenpladsen, men det forhindrede BSV med sin hjemmesejr. I stedet sluttede TTH på tredjepladsen.
BSV var i fin kontrol og kunne gå til pause med en føring på 14-10. Det blev aldrig spændende, og BSV trak yderligere fra efter pausen og tog en storsejr, selv om holdet befinder sig i et presset program med Champions League-kampe.
Skjern slutter på fjerdepladsen, selv om holdet sluttede af med et nederlag på 33-37 ude mod Aarhus.
GOG, der allerede var sikret femtepladsen, lukkede grundspillet med manér med en hjemmesejr på 28-21 over HC Midtjylland.
Sjettepladsen går til Mors-Thy, der i sidste runde slog bundholdet TMT Tønder med 28-24 på udebane.
Ribe-Esbjerg tager syvendepladsen foran KIF Kolding København, der med nød og næppe slog Sønderjyske 31-30 på hjemmebane.
KIF var bagud i stort set hele kampen, men i de døende sekunder lykkedes det at sikre sejren.
I rundens sidste kamp vandt Skanderborg med 30-22 ude over agterlanternen, Randers.
Nu fortsætter de otte bedste til slutspillet, hvor de inddeles i to grupper. Den ene består af Aalborg (2 point), Skjern (1), GOG og KIF. I den anden mødes BSV (2), TTH Holstebro (1), Mors-Thy og Ribe-Esbjerg.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie