Carlsen giver op efter to træk og skaber nyt skakdrama
Skakspilleren Magnus Carlsen opgav efter to træk mod Hans Niemann i mandagens duel. (Arkivfoto). Foto: Arun Sankar/Ritzau Scanpix
Skakstjernen Magnus Carlsen har endnu en gang tiltrukket sig stor opmærksomhed efter en kamp mod Hans Niemann.
Der var enorm interesse for mandagens parti mellem skakspillerne Magnus Carlsen og Hans Niemann i årets syvende Champions Chess Tour-turnering.
Men festen fes lynhurtigt ud, da Magnus Carlsen valgte at give op efter blot to træk mod den 19-årige amerikaner.
- Det er fuldstændig uacceptabel opførsel at tabe med vilje. Det er det mest usportslige, som findes i konkurrenceverdenen, siger Jon Ludvig Hammer, der er skakekspert på norsk TV2.
Eksperten mener, at der kun kan være en fortolkning af Magnus Carlsens handling.
- Nu er al tvivl i hvert fald fejet af brættet. Magnus Carlsen mener, at Hans Niemann er en fusker og nægter at spille mod ham, vurderer Jon Ludvig Hammer.
Magnus Carlsens beslutning om at give op i mandagens parti kommer i kølvandet på en anden kontroversiel episode mellem de to duellanter.
For to uger siden trak Magnus Carlsen sig fra turneringen Sinquefield Cup, efter at nordmanden havde tabt til netop Hans Niemann.
Ved den lejlighed cirkulerede der rygter om, at Magnus Carlsen trak sig på grund af fusk fra amerikanerens side. Det er dog ikke blevet bekræftet.
Magnus Carlsen har ikke kommenteret, hvorfor han trak sig, men han lagde en video ud på Twitter af et interview med fodboldtræneren José Mourinho.
- Hvis jeg snakker, så havner jeg i store problemer. Store problemer. Og jeg ønsker ikke at få store problemer, sagde José Mourinho i videoen.
Hans Niemann har gentagne gange afvist, at han skulle have fusket i Sinquefield Cup i USA. Chefdommeren for turneringen har heller ikke fundet indikationer på urent spil.
I den igangværende turnering, der foregår digitalt, er Magnus Carlsen stadig med. Den norske verdensmester indledte søndag med tre sejre og en remis.
Magnus Carlsen spillede remis i sin første kamp mandag. Efter dysten mod Hans Niemann skal Magnus Carlsen efter planen i aktion to gange mere mandag aften.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie