Damedouble jubler over farvelfinale

Lørdag spillede de sig i deres første Super Serie-finale sammen nogensinde. Og i næste uge afslutter de deres cirka 10 år lange samarbejde. Sådan ligger landet for badmintonparret Kamilla Rytter Juhl og Lena Frier Kristiansen, efter at de danske europamestre oven på en nervepirrende dyst i tre sæt mod et japansk par spillede sig i finalen af Denmark Open i Odense Idrætshal.

Efter dramaet, der sluttede med dansk sejr 19-21, 21-18. 21-19, ser danskerne med glæde frem til finalen.

- Vi spiller afslappet og nyder det bare, siger Kamilla Rytter Juhl, som i august blev verdensmester i mixeddouble sammen med Thomas Laybourn.

Netop på grund af succesen i denne række har Danmarks Badminton Forbund lagt op til, at Juhl skal koncentrere sig om mixeddoublerækken, og derfor spiller hun sidste turnering med Lena Frier Kristiansen ved French Open i næste uge.

- Jeg synes, at det er rigtig ærgerligt, for vi har efterhånden nået et højt niveau, hvor vi også har slået et af parrene fra Kina. På den anden side kan jeg godt forstå prioriteringen, når nu Kamilla er blevet verdensmester i mixeddouble, siger Lena Frier Kristiansen.

/ritzau/

Kamilla Rytter Juhl og Lena Frier Kristiansen er klar til finalen ved Denmark Open, som er parrets næstsidste turnering, før samarbejdet opløses.

Offentliggjort Sidst opdateret