Godt nok lykkedes det ikke for Danmark at spille sig videre til semifinalerne ved GF World Cup, men med 24-20-sejren over Sverige blev det trods alt til en smule oprejsning efter to dårlige kampe.
De danske håndboldkvinder skulle have vundet med mindst syv mål over Sverige for at gå videre, og undervejs i kampen var holdet da også tæt på den magiske grænse.
Men efter en fremragende åbning på kampen faldt niveauet i begyndelsen af anden halvleg, og det blev i sidste ende afgørende.
Danmark løb som nævnt på banen med en helt anden indstilling og gejst, end holdet viste i de to første kampe i turneringen, der endte med nederlag til Rusland og Spanien.
Her var landstræner Jan Pytlick nødt til at spare en del spillere, men mod Sverige stillede han i stærkeste opstilling.
Også i forsvaret, hvor der fra første fløjt blev lukket ordentligt ned for modstandernes skytter og indspil.
Specielt Rikke Skov virkede enormt tændt, og indsatsen gav pote med det samme. Efter et kvarters spil var Danmark foran med seks mål, og så virkede det ikke længere usandsynligt at nå semifinalen.
Heller ikke, selv om Sverige halede lidt ind før pausen og barberede den danske føring ned til 13-9.
Alt for mange tekniske fejl og dårlige afslutninger i anden halvlegs første kvarter betød imidlertid, at danskerne i denne fase selv smed muligheden for den krævede storsejr væk.
Resultatet betyder, at Spanien går i semifinalen, hvor modstanderen hedder Norge. Den anden semifinale bliver et anliggende mellem Rusland og Frankrig.
GF World Cup er dermed som udgangspunkt slut for Danmarks vedkommende, og dermed står den på træning resten af weekenden for truppen.
Der kan dog blive tale om at arrangere en træningskamp på søndag mod et af de andre hold, der er slået ud af turneringen.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie