Danmark møder Egypten i VM-kvartfinale efter svensk sejr
Egypten blev nummer to i sin mellemrundegruppe og skal derfor møde Danmark i VM-kvartfinalen. Foto: Mohamed Abd El Ghany/Ritzau Scanpix
Mohamed Abd El Ghany/Ritzau Scanpix
Sverige slog Rusland og tog førsteplads i mellemrunden. Dermed skal Danmark møde Egypten i VM-kvartfinale.
Danmark skal møde værtsnationen Egypten i kvartfinalen ved VM i håndbold. Det blev en kendsgerning, da de sidste kampe søndag blev afviklet i mellemrundens gruppe 4.
I den sidste kamp vandt Sverige med 34-20 over Rusland, hvilket betyder, at svenskerne slutter på førstepladsen.
Resultatet sender samtidig Egypten ned som gruppens nummer to, som skal møde vinderen af gruppe 2, nemlig Danmark.
Sverige vinder gruppen med otte point, mens Egypten på andenpladsen har syv point efter søndagens 25-25-resultat mod Slovenien, der på tredjepladsen slutter på seks point. Derefter kommer Rusland med fem point.
Sverige virkede ekstremt fokuseret fra begyndelsen og fik også en forrygende start på kampen.
Russerne, der med en sejr kunne tage andenpladsen og dermed avancere til en kvartfinalekamp mod Danmark, scorede først efter knap syv minutters spil.
Efter 11 minutter førte Sverige 7-2, og Ruslands træner tog timeout for at stoppe udviklingen.
Den hjalp dog ikke synderligt. Sverige øgede stødt føringen, og efter 25 minutter lød den på hele 15-6.
Sverige var helt oppe at føre med 11 mål, inden Rusland fik reduceret, så pauseføringen lød 17-8 i svensk favør.
Rusland kom lidt bedre ud til anden halvleg og reducerede til 12-18, men derfra var det en svensk magtdemonstration.
Efter en række hurtige scoringer førte Sverige kort efter med 25-13, og så var der ikke mere at rafle om.
Det blev en ganske pinlig affære for russerne, der endte med at tabe med hele 14 mål.
Først mandag skal de sidste kampe spilles i Danmarks mellemrundegruppe, men Danmark er allerede sikret førstepladsen inden mødet med Kroatien.
Alle fire kvartfinaler spilles på onsdag, inden der fredag spilles semifinaler. Bronzekamp og finale spilles næste søndag.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie