Dansk golfspiller stryger til tops i årets sidste major

Nanna Koerstz Madsen er i storform i majorturneringen British Open. Foto: Scott Heppell/Ritzau Scanpix

Nanna Koerstz Madsen ligger på førstepladsen i British Open før søndagens sidste runde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et meget stort dansk golfresultat kan være under opsejling i Carnoustie i Skotland.

Lørdag viste Nanna Koerstz Madsen for tredje dag i træk storspil, og hun ligger nu på en delt førsteplads i årets sidste majorturnering, British Open.

Den 26-årige dansker nåede rundt på banen i fire slag under par, og det var nok til at veksle den femteplads, hun havde efter fredagens anden runde, til en førsteplads.

- Jeg er glad for min runde. Jeg spillede stabilt og ramte en masse greens. Jeg ville gerne have været lidt tættere på hullet nogle steder, men jeg lavede nogle gode putts, siger Nanna Koerstz Madsen til turneringens hjemmeside.

Hun deler topplaceringen med svenske Anna Nordqvist. De har begge klaret de første 54 huller i ni slag under par, og søndag må de betragtes som favoritter, når vinderen skal findes.

- Jeg skal prøve at holde nerverne i ro og huske, at jeg spiller god golf i øjeblikket. Så det vil jeg prøve, siger Nanna Koerstz Madsen.

De efterfølgende spillere er dog ikke langt efter. Amerikanske Lizette Salas ligger i otte slag under par, mens fire spillere ligger i syv slag under par.

Der er næsten 37 millioner kroner i den samlede præmiepulje, og hvis Nanna Koerstz Madsen vinder turneringen søndag, får hun fingre i godt 5,5 millioner kroner.

Lørdagens højdepunkt kom, da Nanna Koerstz Madsen på 12. hul diskede op med en eagle.

På det tidspunkt var hun en smule presset af, at hun to huller tidligere havde sænket en bogey. Men hun holdt hovedet koldt, og det bar i den grad frugt. Foruden en eagle og en bogey bød dagen på tre birdies.

På sidste hul var hun få centimeter fra at sikre sig en birdie, der kunne have sendt hende alene i front for turneringen, men hun må nøjes med en delt førsteplads.

Både Nicole Broch Larsen og Emily Kristine Pedersen er også med i finalerunderne. De ligger samlet i et slag over par på 49.-pladsen.