Dansk målmand har en sort dag i klart Stoke-nederlag
Jakob Haugaard spillede sin anden Premier League-kamp, da Stoke tabte 1-4 til Liverpool.
Den danske fodboldmålmand Jakob Haugaard har næppe spillet sig tættere på en fremtid som førstemålmand i den engelske Premier League-klub Stoke.
Med den tidligere FC Midtjylland-keeper mellem stængerne tabte Stoke søndag med 1-4 på Anfield til Liverpool, og Haugaard var involveret i flere af Liverpools scoringer.
Den 23-årige dansker spillede sin blot anden kamp i den bedste engelske fodboldrække, hvor han i øjeblikket afløser den skadede førstemålmand Jack Butland.
Der var blot spillet otte minutter, da Liverpool bragte sig foran på et langskud af Alberto Moreno. Bolden slog en smule i luften, men var ikke særligt yderligt placeret, og på en god dag havde Haugaard formentlig pareret den spanske backs afslutning.
Bojan Krkic udlignede midt i første halvleg, men kort efter var Liverpool tilbage i front.
Den 18-årige wing Sheyi Ojo sendte et blødt indlæg ind i det lille felt, hvor både Haugaard og Stoke-forsvaret passivt så til, mens Daniel Sturridge headede bolden i nettet.
Det var en næsten tilsvarende situation, der førte til 3-1-scoring i anden halvleg. Igen fik et indlæg lov at sejle helt ind foran Haugaards målstreg, hvor Divock Origi let scorede sit holds tredje mål.
Heller ikke, da samme Origi lidt senere sendte bolden i blødt over i det lange hjørne fra kanten af feltet, så Haugaard helt uskyldig ud, og kampen på Anfield vil han næppe mindes med glæde.
Haugaard konkurrerer med den irske veteran Shay Given om spilletiden i Jack Butlands fravær. Butland blev skadet i Englands testkamp mod Tyskland i marts og kommer ikke tilbage på banen før i næste sæson.
Der resterer fem kampe af sæsonen, og Stoke på niendepladsen kan næppe nå at komme i betragtning til de europæiske pladser.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie