Frederik Sørensen fik sæsondebut for Juventus, da den 19-årige dansker torsdag aften spillede samtlige 120 minutter i Juventus' 2-1-sejr over Bologna efter forlænget spilletid.
Dermed avancerede det førerholdet i Serie A til kvartfinalen i den italienske pokalturnering.
Den danske U/21-landsholdsspiller, der spillede en del kampe for Juventus i sidste sæson, havde sammen med en række andre reserver fået lov at repræsentere klubben i pokalkampen mod Bologna.
Veteranen Alessandro Del Piero var dog også at finde i startopstillingen, og den aldrende måltyv havde flere store chancer i kampens løb.
Frederik Sørensen var også tæt på at komme på tavlen, da den danske højreback i første halvleg var fulgt med frem på Bolognas banehalvdel.
Efter lidt klumpspil i feltet røg bolden ud til Sørensen, men danskerens skud fra distancen gik lige forbi mål.
Mod slutningen af kampen lignede Juventus' Emmanuele Giaccherini en matchvinder, da han efter 90 minutter gjorde det til 1-0 for hjemmeholdet.
Men i femte minuts overtid udlignede Bolognas Andrea Raggi efter et hjørnespark, og kampen måtte ud i forlænget spilletid.
Juventus-træner Antonio Conte havde i anden halvleg sendt profilen Claudio Marchisio på banen, og midtbanespilleren var halvvejs inde i den forlængede spilletid på pletten og sørgede for det afgørende 2-1-mål, der sender Juventus i kvartfinalen.
Efter 119 minutters spil var det tydeligt, at Frederik Sørensen var i gang med sin første kamp i sæsonen. Den unge dansker måtte i kampens døende minutter behandles for krampe af sine holdkammerater.
Ikke desto mindre fik Frederik Sørensen både fuld spilletid og en sejr i sin sæsondebut.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie