Dansk UFC-kæmper forventer sejr i stor kamp på udebane
Den danske MMA-kæmper Mads Burnell skal søndag kæmpe sin tredje kamp i UFC, der er verdens største organisation for kampsportsgrenen Mixed Martial Arts. Foto: Camilla Hylleberg Photography/Free
Camilla Hylleberg Photography/Free
Det danske MMA-talent Mads Burnell skal søndag kæmpe sin tredje kamp i den prestigefyldte UFC-turnering.
24-årige Mads Burnell står søndag over for sin hidtil største kamp.
Her skal danskeren kæmpe sin tredje kamp i UFC-regi (Ultimate Fighting Championship, red.), som er den største organisation i kampsportsgrenen Mixed Martial Arts (MMA).
Burnell skal møde englænderen Arnold Allen, der har hjemmebanefordel i Liverpool, hvor kampen foregår.
Men udebanen skræmmer ikke det unge talent, som går ind til kampen med stor selvtillid.
- Hvis jeg ikke forventede at vinde, så var jeg blevet hjemme for at strikke. Selvfølgelig forventer jeg at vinde, siger Burnell.
Mads Burnell har tidligere dyrket brydning, boksning og brasiliansk jiu-jitsu, hvilket han med fordel bruger i sine MMA-kampe.
Han har vundet ni kampe og tabt to i sin professionelle karriere. Siden han trådte ind i det fornemme selskab i UFC, har Burnell tabt en og vundet en kamp.
Hans modstander har vundet 12 kampe og blot tabt en enkelt i sin karriere. Der venter derfor Burnell en stor mundfuld, men han mener selv, at han overmatcher englænderen på flere punkter.
- Egentlig har jeg fordele over det hele. Han er rigtig atletisk, men han er lidt vild og ikke så teknisk. Han lever meget på sine atletiske evner. Der synes jeg, at jeg er en del mere teknisk, end han er, lyder det fra Burnell.
Billetterne til begivenheden i Liverpool blev udsolgt på en time, hvor kampen mellem Burnell og Allen er blandt de største på aftenen.
Generelt har MMA i øjeblikket ikke så stort et publikum i Danmark, men det er der ifølge Burnell en meget klar grund til.
- Det er fordi, at danskerne ikke har en stjerne endnu. Men han sidder og snakker lige nu, så det kommer. Det skal jeg nok servere på et sølvfad for dem, siger han.
Kampen finder sted søndag aften i Echo Arena og vises på Viaplay. Danskeren drog til Liverpool torsdag, hvor de sidste forberedelser til kampen finder sted.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie