Danske curlingherrer rejser sig i OL-gyser
De danske curlingherrers drøm om en OL-medalje i Sotji lever efter en gysersejr på 11-10 over værterne fra Rusland.
Der måtte en ekstra ende til for at afgøre det næsten tre timer lange opgør.
Det danske hold fik en forfærdelig start på kampen, og efter to ender førte russerne med 5-0.
Ligesom i mandagens åbningsnederlag på 4-7 til Kina virkede Rasmus Stjerne og hans spillere nervøse. De danske spillere havde svært ved at aflæse isens fart, og stenene blev både lagt for kort og for langt.
Men danskerne spillede sig op, og da femte runde blev vundet med 3-0, så stillingen pludselig kun var 6-5 til russerne, var der lagt op til en spændende afslutning.
Syvende ende blev en sand maratondyst med hele 10 sten i huset til sidst. Heldigvis var to af danskernes sten tættest på centrum, og så var stillingen helt lige - 7-7 - med tre ender igen.
Bedst som danskerne havde fået momentum, lagde russerne en fantastisk sidste sten i ottende ende og bragte sig på 9-7.
Men i næstsidste ende kiksede den russiske skipper en nem sten, hvilket Danmark udnyttede til at vinde enden med 3-0 og dermed tage en 10-9-føring med ind til sidste ende, hvor russerne dog havde fordel af sidste sten.
Den udnyttede de russiske værter til at udligne den danske føring, og så skulle dramaet forlænges med en ekstra ende, hvor det danske hold fik lov at lægge den sidste sten.
Og her var danskerne kølige. Det samme kunne man ikke sige om russerne, der missede deres sidste indlæg, så det danske hold slap for at skulle lægge den altafgørende sten. Det endte 11-10 til Danmark.
Dermed kan herrerne gå ind til onsdagens kampe mod USA og Sverige med medaljehåbet intakt.
De danske curlingkvinder kom mandag skævt fra start med et 4-7-nederlag til værterne fra Rusland og spiller tirsdag mod Schweiz og Japan.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie