Danske europamestre åbner curling-VM med sejr
Madeleine Dupont var velspillende, da Danmark sidste år vandt EM i curling, og hun tog de gode takter med til lørdagens VM-åbning. Foto: Jonas Ekstromer/Ritzau Scanpix
Danmarks landshold fik en god start på kvindernes VM i curling med en sejr over Japan.
Dansk curling opnåede sidste år sit største højdepunkt i mange år, da kvindernes landshold triumferede ved EM.
Det har skabt forhåbninger om endnu et godt resultat ved VM, som lørdag begyndte i svenske Sandviken.
Og danskerne fik en god start på jagten på endnu et medaljesæt. Med skipper Madeleine Dupont i spidsen vandt danskerne lørdag eftermiddag 7-6 over Japan.
Japanerne etablerede tidligt en føring ved at vinde de tre første ender, før Danmark kom på tavlen og fik reduceret til 2-4.
Men dårligdommen fortsatte for danskerne, som hverken scorede point i femte eller sjette ende. Det satte det danske hold under maksimalt pres, men med fire point i de to efterfølgende ender var det pludselig helt lige før sidste ende.
Japan havde med sidste sten en umiddelbar fordel, men formåede ikke at fjerne den danske sten tættest på husets centrum. Så var det afgjort.
Ved mesterskabet møder alle de deltagende nationer hinanden én gang i den indledende runde. Der resterer derfor 11 kampe for danskerne, som søndag skal på isen to gange mod Skotland og Sydkorea.
Når alle har mødt alle, går de seks bedste hold videre til slutspillet. Nummer et og to rykker direkte i semifinalen.
Sidste år ved VM lykkedes det Danmark at gå videre som sekser, hvorefter et smalt nederlag til Canada sendte Dupont og holdkammeraterne ud.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie