DBU spændte ben for Lohses comeback i blåt

Lolland-Falster Alliancens tidligere topscorer og storspiller Martin Lohse var udset til at skulle hjælpe Alliancen ud af måltørken og problemerne i 2. division.

Men Dansk Boldspil Union, DBU, har spændt ben for Alliancens plan.
Uanset om man er amatør eller professionel fodboldspiller, kan klubskifter ikke finde sted uden for transfervinduet, fremgår det af DBU’s love. To gange om året er vinduet åbent - i januar-februar og juli-august. 

Martin Lohse, der er scout i Alliancen og sidder med i den sportslige ledelse, blev i sidste uge spurgt, om han i nødens stund ville hjælpe Alliancens 2. divisionshold, som blot har scoret to mål i syv kampe og ikke scoret de seneste otte timer.

Lohse, der scorer mål på samlebånd for Frem Sakskøbing i LF-serien, var ikke afvisende over for at give en hjælpende fod resten af efteråret.
- Undersøg om det kan lade sig gøre, svarede Lohse.

Det gjorde Alliancen så, men DBU gav Alliancen et afslag, fordi det ikke er muligt at dispensere fra reglerne.

Transfervinduet genåbner til januar, men da er Martin Lohse ikke indstillet på at skifte fra Frem Sakskøbing til Alliancen, som han sagde farvel til i sommeren 2008.

Foto: Lolland-Falster Alliancen ville gerne have Martin Lohse (th) tilbage for at hjælpe 2. divisionsholdet resten af efteråret, men den plan har DBUs love sat en stopper for.

Dansk Boldspil-Unions tillader ikke klubskifter udenfor transfervinduet.

Offentliggjort Sidst opdateret