Delaney før Dnipro: Uafgjort vil være fint for os
Uafgjort vil være et særdeles brugbart resultat for FC København, der onsdag indleder Champions League-kvalifikationen ude mod Dnipro.
Det fastslår midtbanespilleren Thomas Delaney før mødet klokken 18 med de ukrainske vicemestre.
- Et godt resultat kunne være uafgjort. Vi spiller over to kampe, og vi møder en virkelig svær modstander. Så uafgjort kan sagtens være et fint resultat, siger Delaney til FCK's hjemmeside.
Midtbaneprofilen bliver også spurgt om, hvad der giver ham troen på, at det kan lykkes at få point med hjem fra Kijev.
- Vi er en blanding af en flok sultne spillere og spillere, der har prøvet at spille en del europæiske kampe. Jeg ved godt, at det også gør sig gældende for dem, vi møder.
- Det er svært at forudsige før sådan en kamp, hvad der bliver afgørende, men mange vil gerne spille Champions League, og mange er kommet her for at spille det, siger Delaney.
Han har analyseret lidt på Dnipro, der i sidste sæson var tæt på at slå Tottenham ud af Europa League.
- Vi møder et hold med gode kantspillere, og de spiller hurtigt kontrafodbold, så vi skal være klar på ikke at miste bolden nogle dumme steder.
- Man bliver straffet på fejl i Europa. Så vi skal være klar, og de chancer vi får, dem skal vi udnytte, siger Delaney.
Hvis københavnerne vinder samlet over Dnipro, så venter der fortsat to playoff-kampe, før pladsen i Champions Leagues gruppespil er sikret.
Hvis det ender med et samlet nederlag, så får FCK'erne en ny chance i Europa League, hvor holdet i givet fald træder ind i playoff-runden.
Der er returopgør i København den 6. august.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie