Djokovic lukker gylden sæson med sejr over Federer
Novak Djokovic fuldendte sit fantastiske 2015 med en triumf i sæsonfinalen mod Roger Federer.
Novak Djokovic har med afstand været den bedste tennisspiller i 2015, og den serbiske verdensetter lukkede også sæsonen af på flotteste vis.
Ved sæsonfinalen i London, hvor verdens otte bedste har været samlet, snuppede Djokovic titlen søndag med en finalesejr på 6-3, 6-4 over Roger Federer.
Dermed kunne 28-årige Djokovic løfte trofæet for fjerde gange på stribe og femte gang i alt i karrieren.
Finalen søndag var meget velspillet, men i en jævnbyrdig indledning, hvor begge spillede sig frem til breakbolde i de første partier, var det serberen, som først leverede et servegennembrud.
Det holdt han hele vejen gennem sættet, og da han også brød Federers serv til sidst, endte det med sætsejr på 6-3.
Roger Federer vandt ellers de to spilleres indbyrdes møde i gruppekampen ved sæsonfinalen tidligere på ugen, men i finalen var Djokovic skarpest på de afgørende bolde.
Andet sæt var også tæt, men ved 4-3 lignede det en afgørelse, da Djokovic kom på 40-0 i schweizerens serv og kunne bringe sig på 5-3 med mulighed for at serve titlen hjem.
Med fem fantastiske bolde på stribe lykkedes det dog Federer at afværge et servegennembrud, og han udlignede i stedet til 4-4.
I sit næste serveparti kom schweizeren igen skidt fra land. Djokovic kom på 40-15 og havde dermed to matchbolde.
Denne gang fejlede Djokovic ikke, og en smule uværdigt for kampen sluttede det med en dobbeltfejl fra Federer.
Med sejren slutter Djokovic et historisk flot år, hvor han har vundet vanvittige 82 kampe og blot tabt seks gange i løbet af 2015. Fire af de seks nederlag har desuden været i finaler.
Den utrolige statistik har resulteret i tre grand slam-titler og seks ud af årets ni Masters 1000-titler, hvilket er rekord.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie