EM i 2020 skal afholdes i 12-13 byer
EM-slutrunden i fodbold i 2020 skal afholdes i mange forskellige byer over hele Europa. Det har det europæiske fodboldforbund, Uefa, vedtaget.
Beslutningen er truffet af Uefas eksekutivkomité efter et møde i schweiziske Lausanne.
- Turneringen i 2020 vil blive afholdt over hele kontinentet i forskellige store byer over Europa ifølge den beslutning, der blev taget i dag, siger generalsekretær i Uefa, Gianni Infantino ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Idéen om at afholde EM i mange europæiske byer kommer fra Uefa-præsident Michel Platini, og den har mødt en del kritik.
Det er blandt andet på grund af den finansielle krise, at Platini er kommet op med forslaget, der betyder, at de enkelte værtslande får færre udgifter ved at være med til at holde EM.
Ikke alle har dog været lige begejstrede for Platinis forslag. Generalsekretæren i det internationale fodboldforbund, Fifa, Jerome Valcke, er meget skeptisk. Han mener, at det vil "ødelægge turneringens ånd".
- Jeg taler på egne vegne, ikke som Fifas generalsekretær, og jeg forstår ikke idéen.
- Jeg vil ikke være kritisk, og jeg forstår, at det tjener et formål nu, hvor Europa er i krise, men det er ikke det bedste for turneringen. Det er et valg, der er fremtvunget af den økonomiske situation, sagde Valcke onsdag.
Uefa og Platini har luftet planer om, at EM i 2020 skal afvikles i op til 12-13 lande.
- Vi vil bringe EM til folket og ikke folket til EM, har Platini blandt andet sagt i et interview med tyske Bild.
Det er meningen, at det omfattende EM-projekt skal være en engangsforestilling i 2020 for at markere 60-året for den første EM-slutrunde.
Dansk Boldspil-Union (DBU) og det tyske fodboldforbund har offentligt meldt ud, at de bakker op om idéen, og begge forbund fortæller, at der generelt er bred støtte til projektet fra de andre medlemslande.
Ved EM i 2020 vil der være 24 deltagerlande. Allerede i 2016-slutrunden stiger antallet af deltagerlande fra 16 til 24.
Som udgangspunkt er det én by i hvert af de 12-13 værtslande, som skal lægge græs til slutrundekampene.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie