FC København holder mesterskabskursen i Odense
Takket være en scoring af Federico Santander i 1-0-sejren over OB er FCK igen syv point foran Sønderjyske.
FC København holder sikker kurs på vejen mod det danske mesterskab i fodbold. Søndag hentede Superligaens tophold en 1-0-sejr over OB i Odense og har dermed igen syv point ned til Sønderjyske, som ligger på andenpladsen med fem kampe tilbage.
Sønderjyske vandt forleden over Esbjerg.
OB ligger midt i rækken og har nu kun de sekundære placeringer at spille for, i det holdet har ni point op til tredjepladsen.
Frederico Santander blev matchvinder foran 9.911 forårsklædte tilskuere med sin scoring fem minutter før pausen.
FC København kom godt fra start, og Andreas Cornelius headede forbi mål efter hjørnespark, før OB begyndte at bide fra sig.
Værternes offensive tiltag faldt dog hurtigt i antal, og der havde i et stykke tid ligget et mål til gæsterne i luften, da Federico Santander efter 40 minutter stod på rette sted og scorede til 1-0.
FC København udstak den fortsat sikre kurs mod mesterskabet, da anfører Thomas Delaney driblede til baglinjen og lagde et perfekt indlæg til Andreas Cornelius, som headede mod mål. Inde foran fik Federico Santander en fod på og styrede bolden i nettet uden chance for OB-målmand Sten Grytebust.
I anden halvleg viste OB bedre takter, og mens FCK-manager Ståle Solbakken viste temperament over sine spilleres dårlige aktioner, kunne nordmandens OB-modstykke, Kent Nielsen, begynde at drømme varme forårsdrømme om point.
Efter 70 minutter troede Kent Nielsen måske, at drømmene blev til virkelighed, da han så Ari Skulason hamre bolden mod mål fra kanten af feltet - men med en stærk arm afbøjede FCK-målmand Robin Olsen projektilet.
Tættere på kom OB ikke, og det hele virkede lidt uforløst mod et solidt FCK-hold, som heller ikke sprudlede, men atter en gang gjorde det nødvendige og hentede en vigtig sejr.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie