FC Midtjylland-målscorer: Vi manglede kvalitet
Adam Buksa kom på tavlen i sin debut for FC Midtjylland. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
FC Midtjylland kan være godt tilfreds med 1-1 mod AGF, erkender målscorer og debutant Adam Buksa.
FC Midtjylland åbnede fredag den nye superligasæson med 1-1 hos AGF.
Et godt resultat for mesterholdet, når man ser på spil og chancer, erkender angriberen Adam Buksa, som debuterede med et mål i starten af anden halvleg.
- Det var en meget hård kamp. Især i første halvleg spillede vi ikke, som vi gerne ville. Anden halvleg var bedre. Vi udlignede, men manglede stadig kvalitet på midten og på den sidste tredjedel af banen.
- Vi tager med respekt det ene point og ser frem til næste kamp i ligaen, siger Buksa til TV 2 Sport.
Buksa debuterede med 90 minutter efter blot tre træninger med holdet, og han kalder sin indsats for anstændig.
- Der er meget at arbejde med, men jeg er et godt sted, siger polakken, der tidligere på sommeren markerede sig som målscorer mod Holland ved EM i Tyskland.
For FCM var også keeper Elias Olafsson afgørende. Islændingen reddede et straffespark fra AGF-kaptajn Patrick Mortensen i første halvleg.
- Jeg har jo set video på Patrick Mortensen, som alle målmænd ville gøre, og jeg havde bare en følelse af, at han ville skyde lige netop der, og det gik jeg efter. Det lykkedes, så det var fedt, siger Olafsson til klubbens hjemmeside.
AGF havde rigeligt med chancer til at bringe sig komfortabelt foran i første halvleg, men Tobias Bechs tidligere træffer blev den eneste for værterne i opgøret.
- Vi skulle have lukket kampen i første halvleg. Jeg synes, det er to tabte point, hvis jeg skal være helt ærlig, siger en skuffet Bech til TV 2 Sport.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie