FCK henter georgisk midtstopper i ukrainsk storklub
David Khocholava (tv.) - her i duel med Inters Romelu Lukaku - har fået en fireårig kontrakt med FCK. Foto: Lars Baron/Ritzau Scanpix
Lars Baron/Ritzau Scanpix
David Khocholava er hentet til FCK på en fireårig kontrakt. Han kommer til fra bænken i Shakhtar Donetsk.
FC København har været på indkøb i Shakhtar Donetsk og hentet forsvarsspilleren David Khocholava.
Det oplyser superligaklubben i en pressemeddelelse.
28-årige Khocholava tilbragte det meste af den forgangne sæson på bænken i den ukrainske storklub, hvor han har været de seneste fire år.
Det blev til 12 kampe på tværs af alle turneringer i den seneste sæson - fire af dem var i Champions League-gruppespillet.
I alt står midtstopperen noteret for 83 kampe og 3 mål for Shakhtar Donetsk, og han har længe været et tema for FCK, afslører sportsdirektør Peter Christiansen.
- Der har været opbygget en relation over lang tid, og nu er timingen den rigtige for alle parter. Vi er meget tilfredse med, at det er lykkedes at hente David til FCK, siger han til klubbens hjemmeside.
Khocholava har desuden spillet 28 kampe for Georgiens landshold.
- Vi får tilført international erfaring og kvalitet i David, der kommer med en stor power i sit duelspil, et stærkt hovedspil, men også rigtig god kvalitet i sit pasningsspil. Vi ser meget frem til at få ham i FCK-trøjen og ud på banen med sine nye holdkammerater, siger Peter Christiansen.
Khocholava er den anden georgier, der kommer på kontrakt i FCK. Fra 2001 til 2002 var angriberen Mikhail Ashvetia en del af truppen uden den store succes.
- Jeg har kendt til deres interesse gennem længere tid, og selv om der også var interesse fra andre klubber, har jeg hele tiden set FCK som en oplagt mulighed for mig, hvis alle parter kunne blive enige, siger den centrale forsvarsspiller.
Nyerhvervelsen har fået en kontrakt på fire år.
FCK har været aktive på transfermarkedet den seneste uge.
Klubben, der blev nummer tre i Superligaen i den forgangne sæson, har forstærket sig med de tidligere AGF-spillere Kevin Diks og Kamil Grabara, mens målmanden Johan Guadagno er kommet til fra Manchester Uniteds ungdomsafdeling.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie