FCM fortsætter superforår: 3-0 over Randers
Foto: Tony BrØChner /Scanpix
Tony BrØChner /Scanpix
FC Midtjylland fortsætter de fornemme forårstakter og smadrede søndag eftermiddag pokalfinalisterne fra Randers FC med hele 3-0 på hjemmebane. Erik Sviatchenko, Danny Olsen og Petter Andersson tegnede sig for scoringerne.
Dermed beviste træner Glen Riddersholms FCM-mandskab, at det er et af forårets absolut stærkeste hold i Superligaen, og de bringer sig nu for alvor ind i kampen om europæisk fodbold i næste sæson.
Kampen blev reelt afgjort i første halvleg. Allerede efter 10 minutter kom FCM foran ved Erik Sviatchenko på et flot hovedstød. Midtjyderne scorede yderligere to gange i første halvleg ved henholdsvis Danny Olsen på straffespark og Petter Andersson.
Første halvleg var generelt en noget ensidig affære. Hjemmeholdet kom ud med stor energi og spillelyst, mens gæsterne fra Randers tydeligvis var noget mærkede efter pokalfinalen Kristi himmelfartsdag.
Ikke meget hang sammen for Randers FC i søndagens kamp, og det var hjemmeholdet, der kom først på de fleste andenbolde og de fleste dueller. Således kunne Glen Riddersholms tropper rulle det ene fine angreb ud efter det andet.
I anden halvleg gik gassen af ballonen, og kampen blev mere jævnbyrdig. Randers-spillerne havde tydeligvis fået besked på at lukke af bagtil, og det lykkedes fint. Offensivt var der dog ikke meget, der lykkedes, og kampen endte med 3-0 til FCM.
FC Midtjylland har, inden resten af runden er færdigspillet, nu kun to point til Superligaens fjerdeplads, og de skal forsøge at fortsætte fremfærden, når de på torsdag møder nedrykningsaspiranterne fra Silkeborg IF.
Randers FC skal samme dag forsøge at rejse sig mod mestrene fra FC København. Kampen om medaljer spidser til, og efter søndagens nederlag puster AaB i den grad Randers FC i nakken i kampen om bronzemedaljerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie