FCM henter transferfri keeper med fortid i Arsenal
FC Midtjylland tager hul på superligasæsonen fredag mod AGF. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
21-årige Ovie Ejeheri skifter til FC Midtjylland, efter at kontrakten med Arsenal udløb.
Endnu en målmand er klar til at kæmpe om spilletiden i FC Midtjylland.
Mandag formiddag skriver superligaklubben på sin hjemmeside, at den har skrevet kontrakt med 21-årige Ovie Ejeheri, der skifter på en fri transfer.
Senest har han været på kontrakt i Arsenal uden at få debut på førsteholdet. Undervejs har han været lejet ud ad flere omgange.
Fodbolddirektør Peter Sand føler sig sikker på, at Ejeheri er et godt match med FC Midtjylland.
- Ovie er en stor, stærk, reaktionsstærk målmand, der har en god presence i feltet. Samtidig besidder han en fantastisk udstråling, som vi er overbeviste om, kommer til at passe godt ind i den nuværende gruppe af spillere og det miljø, vi har i hverdagen, siger han.
FC Midtjylland råder i forvejen over Jonas Lössl, Martin Fraisl og Elias Olafsson, der er vendt tilbage efter et lejeophold i portugisiske CD Mafra.
Olafsson er på forhånd udpeget som førstemålmand. En beslutning, som Lössl har accepteret ved at skrive en ny langvarig kontrakt med klubben.
Det er derfor uvist, hvor stor en rolle Ovie Ejeheri kommer til at spille. Men han ser frem til at være en del af FC Midtjylland.
– Midtjylland er en klub med store ambitioner og en af de største klubber i Skandinavien. Jeg nød virkelig min tid i Finland i sidste sæson – både på og uden for banen – og jeg ser det som en god mulighed at komme til dansk fodbold, hvor jeg ser mange ligheder, men selvfølgelig også forskelle.
– Nu glæder jeg mig til at arbejde sammen med hele gruppen og især de dygtige målmænd, der er i klubben, siger Ovie Ejeheri.
Englænderen har skrevet under på en femårig kontrakt.
De forsvarende mestre fra Heden indleder sæsonen fredag mod AGF.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie