FCM-profil skal være U21-landsholdets joker
Mikkel Duelund forventer, at han primært er tiltænkt en bænkplads under U21-EM. Foto: /ritzau/Poulsen Lars
/ritzau/Poulsen Lars
Mikkel Duelund er fast mand for FC Midtjylland, men på U21-landsholdet står flere spillere foran i køen.
I FC Midtjylland har han været en af hovedårsagerne til, at den tidligere verdensstjerne Rafael van der Vaart er havnet på bænken, men på det danske U21-landshold har Mikkel Duelund selv primært været reserve.
Rollen som joker regner han selv med at skulle have under EM-slutrunden i Polen.
- Umiddelbart er jeg ikke med for at spille i startelleveren. På den måde har jeg en rolle mere som en joker. Jeg skal være den type, der kommer ind i kampene for at ændre dem. Det er min rolle på det her hold, siger Duelund.
Ind imellem er rollen som indskifter dog utaknemmelig.
- Det kan være fuldstændig umuligt, hvis man er stort bagud og skal forsøge at rette op på noget, der ikke fungerer. Andre gange kommer man ind, og det hele flasker sig, og man kan afgøre kampen, siger han.
Den offensive midtbanespiller scorede otte gange i superligasæsonen for FC Midtjylland.
I sidste uges EM-generalprøve viste Duelund, at han også kan score i en reserverolle. Han blev indskiftet og scorede i 2-0-sejren over Sverige.
Han håber, at endnu et godt indhop kan sende ham nærmere en plads i startopstillingen.
- Jeg er vant til at være joker, og så må jeg præstere så godt, når jeg kommer ind, at jeg kan komme i betragtning til den næste startopstilling, siger han.
- Jeg vurderer, at jeg kan komme i spil til de tre offensive pladser bag angriberen, siger Duelund, der tilføjer, at han foretrækker at ligge så centralt som muligt på holdet.
På de tre pladser bag angriberen forventes U21-landstræner Niels Frederiksen søndag at starte med Andrew Hjulsager, Lucas Andersen og Frederik Børsting.
Derudover skal Mikkel Duelund også kæmpe med blandt andre Emiliano Marcondes, Kasper Junker og Casper Nielsen om de offensive midtbanepladser.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie