FCM tager afstand fra kasteskyts mod linjedommer
Linjedommer Henrik Hansen (til venstre) forklarede dommer Jens Maae, at han blev ramt af kasteskyts under kampen mellem Vendsyssel FF og FC Midtjylland i Hjørring. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Den person, som kastede genstand mod en linjedommer i mandagens superligakamp i Hjørring, er udpeget på video.
Kasteskyts mod en linjedommer afbrød kortvarigt mandagens superligakamp mellem Vendsyssel FF og FC Midtjylland.
Efter 35 minutters spil af opgøret i Hjørring blev der kastet en genstand mod linjedommeren Henrik Hansen fra det udebaneafsnit, hvor FCM-tilskuerne sad.
Og nu er gerningsmanden fundet på videomaterialet fra Hjørring Stadion, oplyser FCM på klubbens hjemmeside:
- Kasteren er udpeget via overvågningsbilleder, og FC Midtjylland er nu i fuld gang med en grundig undersøgelse, inden klubben melder yderligere ud.
- Desuden er sagen overgivet til politiet, og FC Midtjylland er sammen med klubbens samlede fanmiljø enige om, at én ikke skal have lov til at ødelægge det for de mange.
FCM oplyser samtidig, at klubben "tager skarpt afstand fra" hændelsen.
- En fan fra udebaneafsnittet kastede en genstand ind mod den ene linjedommer, som blev ramt i hovedet.
- Heldigvis skete der ikke noget alvorligt med linjedommeren, som kunne fortsætte resten af opgøret.
- FC Midtjyllands sikkerhedsteam arbejdede efterfølgende hurtigt og effektivt sammen med sikkerhedsstaben hos Vendsyssel FF, lyder det fra FCM.
Nordjyllands Politi oplyser til tvmidtvest.dk, at det var en dåse snus, der ramte linjedommeren - og at kontrollørerne på stadion efter episoden kunne udpege en 18-årig mand fra Ikast som synderen.
- Vi har sigtet ham for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han nægtede sig skyldig og ønskede ikke at udtale sig, siger politiets vagtchef.
Jens Maae, der dømte kampen, fortalte, at han ville indberette episoden til Dansk Boldspil-Union (DBU), så sagen kan få et efterspil.
FCM vandt i øvrigt kampen med 1-0 på et mål af stopperen Kian Hansen.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie