FCN vil ikke spare Nuamah trods potentielt salg
Ernest Nuamah kan være på vej væk fra FC Nordsjælland. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
FCN vil ikke spare Ernest Nuamah, selv om et stort salg kan lure i kulissen.
Spekulationerne om FC Nordsjælland-profilen Ernest Nuamah har været mange på det seneste.
Den unge kantspiller har været sat i forbindelse med store klubber, men selv om et stort salg kan ligge rundt om hjørnet, så kommer man ikke til at spare Nuamah, fortæller FCN-træner Johannes Hoff Thorup.
- Vi tænker ikke ret meget på eventuelle skader. Vi håndterer ham som alle de andre, så han træner på fuld bølgelængde med de andre og spiller kampe.
- Vi kan ikke begynde at tænke på skader, for det gælder alle spillere på banen, og det er en risiko, der er i fodbold.
Så I kommer ikke til at spare ham?
- Nej ikke som udgangspunkt. Han er også selv meget indstillet på at spille så meget som muligt, så det har været min og stabens beslutning, når vi nogle gange har taget luften lidt ud af ham.
- Han har stort set ikke haft nogen sommerferie, så vi skal også passe lidt på ham nu, fortæller FCN-træneren efter søndagens 3-1-sejr over Brøndby.
Johannes Hoff Thorup ved dog godt, at han inden længe kan miste sin store profil, men han håber på at holde på ham så længe som muligt.
- Vi er forberedte på, at vi kan miste ham, og derfor er vi også begyndt at gøre plads til de næste, som skal komme.
- Jeg så dog, at han var med på bookinglisten på flybilletterne til Rumænien, så jeg regner da med, at han er med i den kamp.
- Det er vigtigt at have ham med til de europæiske kampe, for vi vil gerne have truppen i så lang tid som overhovedet muligt.
- Skulle der ske noget før, så sker der noget før. Jeg bruger tid på de spillere, der er her, og vi arbejder med dem, som om de skal være her resten af livet.
FC Nordsjællands sportschef, Jan Laursen, kunne ikke kommentere, om et salg af Nuamah lurer i kulissen, men han kalder det en svær situation.
- Det er rart at have over 20 års erfaring, for der er mange ting, der skal tages hensyn til.
- Det er svært for spilleren, det er svært for træneren, og det er også svært for den sportslige ledelse, for der er så mange hensyn.
- Det handler ikke bare om "cool cash", men pengene er selvfølgelig vigtige, for vi har et fantastisk ejerskab, der putter pengene ind i akademiet og førsteholdet igen, fortæller han efter søndagens kamp.
FCN skal i aktion torsdag, hvor modstanderen er rumænske FCSB i Conference League-kvalifikationen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned