Fifa vil offentliggøre mere af omstridt rapport
Fifa vil offentliggøre mere af omstridt rapport Foto: POLFOTO/AP
POLFOTO/AP
Det internationale fodboldforbund har vedtaget at offentliggøre omstridt rapport i en "passende form".
Præsidenten for det internationale fodboldforbund (Fifa), Sepp Blatter, har meddelt, at den meget omstridte rapport om mulig korruption i forbindelse med tildelingen af VM-værtskaberne i 2018 og 2022 offentliggøres i en "passende form".
Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.
Rapporten er lavet af den amerikanske advokat Michael Garcia, som onsdag valgte at forlade sin stilling som chefefterforsker hos Fifa.
Da konklusionen af rapporten blev offentliggjort, meldte Fifa ud, at rapporten ikke gav anledning til at så tvivl om tildelingen af værtskaberne til Rusland i 2018 og Qatar i 2022.
Det fik Michael Garcia til at gå i rette med Fifa, som han beskyldte for at tegne et glansbillede af rapportens indhold.
Rapporten bliver nu offentliggjort i den såkaldte "passende form", når proceduren mod en række personer, som er nævnt i rapporten, er færdig.
Det er meldingen fra Blatter, som siger, at der i forretningsudvalget i Fifa er enighed om at offentliggøre rapporten.
- Jeg er glad for, at forretningsudvalget var enigt. Det har været en lang proces at komme hertil, og jeg forstår synspunkterne hos dem, som har været kritiske, siger Blatter i en pressemeddelelse.
Fredagens melding kommer efter en periode, hvor Fifa har været udsat for massiv kritik fra flere fodboldforbund og politikere, som har presset Fifa til at offentliggøre hele rapportens indhold og ikke kun et uddrag.
- Vi har altid været opsatte på, at sandheden skulle frem, siger Blatter.
Fifa-præsidenten slår samtidig fast, at der ikke kommer en ny budrunde på værtskaberne i 2018 og 2022, hvilket ellers har været på tale.
Fifa vil i marts næste år beslutte, i hvilke måneder 2022-slutrunden i Qatar skal finde sted.
Oprindeligt skulle slutrunden være gennemført i sommermånederne, men de ekstreme varmetemperaturer i Qatar ser ud til at betyde, at VM bliver afholdt på et tidspunkt om vinteren.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie