U 19-holdet med det danske supertalent Viktor Fischer som venstreangriber spiller således søndag finale mod italienske Inter i NextGen-turneringen, blandt de deltagende klubber kaldet ungdommens Champions League.
De bedste ungdomshold fra storklubber fra England, Holland, Italien og Spanien har været med, og Ajax' og dets danske nøglespillers indsats i det fine selskab har været ganske imponerende.
Holdet har - ikke mindst i 3-0-sejren på udebane mod Barcelona i kvartfinalen og 6-0-udklasseringen af Liverpool i semifinalen - vist effektivt angrebsspil af høj klasse, og med syv mål på vej til finalen er Viktor Fischer øverst på turneringens topscorerliste.
Præstationerne mod de europæiske topklubber har da også skabt hidtil uset opmærksomhed om danskeren, der endnu aldrig har spillet en fodboldkamp på seniorniveau.
- Fischer er en ægte Ajax-spiller, der gør smukke og lidt uventede ting med bolden. Han ligner lidt Dennis Bergkamp, lyder det fra den tidligere Ajax-topspiller Sjaak Swart i Algemeen Dagblad forud for søndagens finale.
Danskeren selv erklærer sig beæret over sammenligningen med den gamle verdensstjerne, men opfordrer til at holde koncentrationen på opgaven mod Inter på Matchroom Stadium i London.
- Det handler om holdet, og jeg ønsker den bedst mulige fokus på finalen, siger Viktor Fischer.
Til gengæld lyder cheftræneren for Ajax' førstehold, Frank de Boer, ikke som en mand, der ligger søvnløs af spænding over udfaldet af kampen i London.
- Det eneste, der betyder noget, er, at vi vinder mesterskabet. Hvis vores ungdomshold vinder en international turnering, er det godt for billedet af Ajax, men det betyder ikke så meget, siger Frank de Boer.
Alligevel har klubben valgt at åbne portene til hjemmebanen Amsterdam Arena tidligt søndag eftermiddag, så publikum kan se finalen på storskærm, inden "det voksne" Ajax møder PSV Eindhoven i søndagens klassiker i den hollandske liga.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie