Robin van Persie og Arsenal er tilsyneladende ikke til at stoppe i øjeblikket.
Hollænderen sørgede lørdag for, at Arsenal fik sin femte Premier League-sejr i træk, da han scorede begge Arsenals mål i 2-1-sejren på udebane over Norwich.
Dermed kommer manager Arsene Wengers mandskab tættere og tættere på toppen af den engelske liga.
Hjemmeholdet Norwich kom dog først på måltavlen, da Arsenals tyske midterforsvarer, Per Mertesacker, kom på glat is i en duel med Steve Morison. Morison vred sig fri af tyskeren, som ellers burde have klaret situationen, og bragte Norwich på 1-0.
Bare 10 minutter senere bragte brandvarme Robin van Persie dog balance i regnskabet, da han skubbede et Theo Walcott-indlæg i mål.
Den hollandske angriber scorede dermed sit 12. sæsonmål i 12 Premier League-kampe, og efter en times spil blev det også til sæsonmål nummer 13, da han bragte Arsenal på 2-1 og dermed sejrskurs.
Van Persie har i høj grad været medvirkende til, at Arsenal efter en horribel sæsonstart, hvor holdet mistede store profiler som Cesc Fabregas og Samir Nasri, er kommet tilbage på rette spor og nu ligger på lur til en topplacering.
Arsenal er med maksimale 15 point i de seneste fem kampe kommet op på i alt 22 point, og holdet ligger dermed side om side med Chelsea og Tottenham lige under den absolutte Premier League-top.
Både Chelsea og Tottenham har dog en kamp til gode. De spiller henholdsvis mod Liverpool søndag og Aston Villa mandag.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie