Formel 1-løb i USA bliver afholdt efter økonomisk bøvl
Der bliver afholdt Formel 1-grandprix i USA i denne sæson trods flere måneders rygter om det modsatte.
Arrangørerne bag Formel 1-grandprixet i Austin, Texas, offentliggjorde onsdag, at løbet bliver afholdt som planlagt i oktober på Circuit of the Americas-banen.
Præsidenten for Circuit of the Americas, Bobby Epstein, fortæller onsdag, at han er glad for, at løbet nu er sikret.
- Vi er meget glade for at kunne bekræfte, at Formel 1 vender tilbage til Circuit of the Americas, siger Epstein.
Der har i månedsvis været spekulationer om, hvorvidt løbet ville kunne afholdes på grund af økonomiske problemer.
De rygter er nu manet til jorden med Epsteins offentliggørelse. Epstein siger samtidig til Reuters, at han ser en lys fremtid for løbet i USA.
- Jeg tror, at løbet vil være her i lang tid, siger han.
Hovedårsagen til de økonomiske problemer har været, at staten Texas planlagde at skære i støtten til motorløbets afholdelse i staten. Men de problemer er man ifølge Epstein kommet over.
- Jeg tror, vi har haft nok samtaler med staten til at de anerkender, at det her er godt for Texas. Jeg føler, at hvis vi yder en god indsats, så vil vi få den fulde godtgørelse, forklarer han.
Epstein kunne samtidig offentliggøre, at popsangerinden Taylor Swift optræder i forbindelse med løbet.
Formel 1 droppede USA fra 2008 til 2011, mens løbene i Austin i 2012, 2014 og 2015 var afgørende i titelræset.
Det første løb i dette års Formel 1-sæson bliver kørt i Melbourne, Australien, 20. marts.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned