FC Nordsjælland bader ikke i sejre i SAS Ligaen, men Morten Wieghorst tropper har fået smag for at slå til på nogle af Danmarks største fodboldscener. Torsdag sejrede FCN med 1-0 ude over Brøndby, og tidligere på foråret besejrede nordsjællænderne også FCK i Parken.
For Henrik Jensen var nederlaget det første som Brøndby-træner efter en god start i jobbet med 10 ud af 12 mulige point. Nederlaget er også skidt for Brøndbys bronzedrømme, mens FCN kan glæde sig over tre point, som flytter dem længere væk fra Randers FC, der ikke vil rykke ned uden kamp til stregen.
En Ousman Jallow-aktion kort før pausen var et meget godt billede på, hvordan Brøndbys kamp forløb. Kort efter Fetais 1-0-føringsmål var Brøndby-angriberen med bolden ved sine fødder i gang med et potentielt farligt angreb, men Jallow stoppede sig selv ved at vælte uden en modstanders indvirken.
Jan Kristiansen kunne bedre holde sig på benene, og han lader til at have fundet sig til rette under Henrik Jensens ledelse. Kantspilleren, der huserede på begge kanter, var en af hjemmeholdets største profiler i opgøret. Men trods flere forsøg fik han ikke scoret.
Bortset fra Jan Kristiansens mange forsøg i første halvleg, så var det egentlig ikke ufortjent, at FCN bragte sig foran i første halvlegs slutfase. Udeholdet, som har haft store problemer med at score mål i sæsonen, skabte overraskende mange chancer mod Brøndby-forsvaret, der fortsat er skrøbeligt. Forsvaret giver bare alt for mange nemme chancer væk.
Heldigt for Brøndby har FCN ikke ligaens bedste udnyttelsesprocent foran mål, hvilket er fint personificeret ved angriberen Nicki Bille Nielsen. Han er til gengæld uhyre arbejdsom på banen og var derfor en konstant hovedpine for Brøndby-forsvaret. Han lagde også flot op til Fetais 1-0-mål.
Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at Remco van der Schaaf manglede til at styre midterforsvaret på grund af karantæne, og så må man sige, at Brøndby stadig lider under vintersalget at topscorer Morten "Duncan" Rasmussen til Celtic. Afløseren Martin Bernburg måtte nok engang melde fra med en skade, og Jallow svinger for meget i sine præstationer. Netop Jallow blev skiftet ud i pausen til fordel for den 18-årige australske angriber Brent McGrath. Han står åbenbart foran Alexander Farnerud og Peter Madsen i Brøndbys angrebskø. Sidstnævnte var end ikke udtaget til torsdagens trup.
Om det var det rigtige valg, kan Henrik Jensen tænke over til søndagens hjemmekamp mod AGF.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie