Frankrigs fodboldkvinder booker kvartfinalebillet ved VM
Frankrigs Amandine Henry jubler efter sin scoring i forlænget spilletid til 2-1, som også blev kampens resultat. Foto: Lucy Nicholson/Reuters
Lucy Nicholson/Reuters
Frankrig slår Brasilien 2-1 efter forlænget spilletid og møder enten Spanien eller USA i kvartfinalen.
Frankrigs fodboldkvinder besejrede sent søndag aften Brasilien med 2-1 i ottendedelsfinalen ved VM og er nu klar til kvartfinalen.
Her skal Frankrig fredag møde vinderen af kampen mellem Spanien og USA, der spilles mandag.
Det blev den franske anfører, Amandine Henry, der afgjorde kampen i forlænget spilletid. Midtbanespilleren fra Lyon scorede således sejrsmålet til 2-1 i det 107. minut.
- Det var ikke nemt. Vi mødte et meget stærkt hold, som spillede med rytme og aggressivitet, siger den 29-årige Henry efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det er tredje gang i træk, at Frankrig når frem til en kvartfinale ved et VM.
I det 26. minut fik hjemmeholdets Valérie Gauvin bolden over stregen, men dommeren annullerede scoringen med hjælp fra videodommersystemet VAR, som viste, at Gauvin havde headet bolden ud af hænderne på Brasiliens målmand.
Efter pausen var Gauvin igen på spil, da hun i det 52. minut åbnede scoringen på en aflevering fra kantspilleren Kadidiatou Diani.
Fire minutter senere var Brasilien tæt på, men Sarah Bouhaddi i Frankrigs mål fik vippet et hovedstød fra Christiane op på overliggeren.
I det 63. minut faldt udligningen til 1-1, da Thaisa sparkede bolden i mål. Dommeren godkendte dog først scoringen efter igen at have konsulteret VAR-systemet.
Derefter var Brasilien spilstyrende, men Frankrig forsvarede sig godt og fik kampen ud i forlænget spilletid.
- Det var en højspændt kamp mod en formidabel modstander, men vi gav ikke op og sled dem ned, siger Frankrigs træner, Corinne Diacre, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Den brasilianske veteran Marta mener, at opgøret var flot reklame for kvindefodbold.
- Det er den slags kampe, som vil hjælpe kvindefodbold med fortsat at vokse, siger Marta.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie