Grædende Messi ærgrer sig over Barcelona-farvel
Lionel Messi har spillet sin sidste kamp for FC Barcelona. Foto: Albert Gea/Reuters
Albert Gea/Reuters
Lionel Messi tilbød at halvere sin løn for at få en ny kontrakt på plads i Barcelona.
Efter at have ytret ønske om et klubskifte i hele den forgangne sæson ærgrer Lionel Messi sig nu over, at han er tvunget til at forlade FC Barcelona.
Han havde ellers betingelserne for en kontraktforlængelse på plads, men kunne ikke underskrive den.
Det siger en grædende Lionel Messi på et afskedspressemøde afholdt på FC Barcelonas stadion, Camp Nou. Han fortæller, at han "aldrig havde forestillet sig den her dag ville komme".
- Jeg gjorde alt, hvad der var muligt sammen med Joan Laporta (FC Barcelonas præsident, red.) for at blive. Men det var ikke muligt på grund af La Liga.
- Der er sagt meget om, at jeg ikke ville blive. Det ville jeg ikke sidste år, men det vil jeg nu. Men det kunne jeg ikke få lov til, siger Lionel Messi.
- Det var aldrig noget problem at nå frem til en ny kontrakt. Men det kunne ikke lade sig gøre at underskrive den.
- Jeg tilbød at reducere min løn med 50 procent. Jeg har læst, at jeg ville have 30 procent mere i løn, og det er ikke rigtigt. Jeg har gjort alt for at få forlænget kontrakten.
Det er klubbens skrantende økonomi, der ikke tillader en kontraktforlængelse med den argentinske fodboldstjerne. Klubbens lønudgifter overstiger dens indtægter.
Lionel Messi indledte pressemødet med en lang afskedstale.
- Der har været skrevet meget nonsens det sidste år, og jeg var sikker på, at jeg vidste, hvad jeg ville sige på det her pressemøde. Men sådan har jeg det ikke længere. Mig og min familie regnede virkelig med, at vi skulle blive her i Barcelona.
- Vi har haft en fantastisk tid i byen. I dag må jeg sige farvel til alt det her. Jeg har været her, siden jeg var 13 år, og efter 21 år forlader jeg byen med min kone og mine tre catalansk-argentinske børn, og jeg kan ikke beskrive, hvor meget vi har oplevet her i byen.
- Jeg kan forsikre om, at vi kommer tilbage til byen, for det er vores hjem, siger Lionel Messi.
På rygteplan er Lionel Messi sat i forbindelse med et klubskift til Paris Saint-Germain, og Messi bekræfter, at den franske storklub er én blandt mange muligheder, som han kan vælge imellem.
- Det er rigtigt, at PSG er en mulighed.
- Jeg har ikke nogen aftale på plads med nogen i øjeblikket. Der var mange klubber, som ringede til mig, da pressemeddelelsen om mit stop i Barcelona blev sendt ud, siger Lionel Messi.
Ude foran stadion stod tusindvis af fans og ventede på Messis ankomst til byens fodboldkatedral. De kunne se ham ankomme til pressemødet i en bil med tonede ruder.
Efter Messis indledende tale på pressemødet fulgte en 100 sekunder lang klapsalve fra de fremmødte til pressemødet. Ud over en lang række medier var også hans nu tidligere holdkammerater til stede, og flere af dem sad med tårer i øjnene.
De fik en lang tak fra Messi.
- Jeg er virkelig taknemmelig for mine holdkammerater og tidligere holdkammerater, og alt det vi har opnået sammen. Der er så mange mennesker at takke.
- Jeg har så stor respekt for den her klub. Der er sket så mange gode ting, og også et par dårlige ting, og alt det har været med til at udvikle mig til den person, jeg er i dag, siger Lionel Messi.
Han ærgrer sig over, at han ikke kan tage ordentlig afsked med klubbens fans på grund af coronapandemien.
- Jeg er så taknemmelig for den kærlighed, som folk har vist til mig.
- Det er hårdt at forlade klubben uden at spille foran vores fans i halvandet år.
- Jeg havde forestillet mig at tage afsked på et fyldt Camp Nou, så jeg kunne sige ordentligt farvel. Men det må blive på den her måde, og jeg er så taknemmelig for al den kærlighed, folk har vist over for mig i alle disse år, siger Lionel Messi.
I løbet af sin tid i Barcelona har Lionel Messi blandt andet været med til at vinde ti spanske mesterskaber, syv spanske pokaltitler og fire Champions League-titler.