Håndboldherrerne er kåret til Årets Sportsnavn i 2023

De danske håndboldherrer blev kåret til Årets Sportsnavn i 2023 for at vinde VM for omkring et år siden. Det var tredje gang i træk, at holdet vandt VM. Her hyldes nogle af spillerne og landstræneren på scenen i Herning. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Herrelandsholdet i håndbold modtog prisen som Årets Sportsnavn i 2023 ved gallashowet i Herning lørdag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

De danske håndboldherrer, som for et år siden vandt VM for tredje gang i træk, er kåret som Årets Sportsnavn i 2023 ved et gallashow i Herning.

Det er Danmarks Idrætsforbund (DIF), Team Danmark og Salling Group, der står bag kåringen.

Herrelandsholdet i håndbold vandt prisen i skarp konkurrence med Viktor Axelsen og Jonas Vingegaard.

Da de danske håndboldherrer tilbage i januar 2023 fik hængt VM-guldmedaljerne om halsen, skrev de historie.

Med finalesejren over ærkerivalerne fra Frankrig blev Danmark det første herrehåndboldlandshold nogensinde til at vinde verdensmesterskabet tre gange i træk.

Team Danmarks formand, Lars Krarup hylder de danske håndboldherrer for at skrive sportshistorie.

- Håndboldherrerne har gennem mere end et årti givet os mange store oplevelser og gang på gang samlet millioner af danskere bag skærmen og titusindvis af mennesker på Rådhuspladsen.

De danske håndboldherrer vandt lørdag en træningskamp mod Egypten. Her ses Henrik Mølgaard, Mathias Gidsel og Magnus Saugstrup i aktion mod egypterne. Senere på aftenen blev håndboldlandsholdet kåret til Årets Sportsnavn i 2023. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

- Det er det, sporten kan, når den er allerbedst, og håndboldherrerne er tilmed fremragende repræsentanter for Danmark, som vi alle kan være stolte af, siger Lars Krarup.

Hans Natorp, der er formand for DIF og formand for prisens dommerkomité, hylder både spillerne og dem, der står bag dem.

- Når håndboldherrerne vinder en VM-guldmedalje for tredje gang i streg, så ligger der et kæmpe arbejde bagved fra mange dygtige folk.

- Selve slutrunden er blot kulminationen på mange års arbejde, og medaljerne er det synlige bevis på at lykkes og opnå succes, siger Hans Natorp.

Prisen som Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991. Sidste år vandt Jonas Vingegaard prisen, mens Viktor Axelsen snuppede hæderen året før.

/ritzau/