Hareide skal besøge Wass, Højbjerg og Dolberg
Åge Hareide får travlt i april, hvor han skal besøge flere af boblerne til VM-truppen. Foto: Scanpix/Henning Bagger
Scanpix/Henning Bagger
VM-kapløbet er intensiveret. Åge Hareide skal besøge landsholdsboblere og nærstudere stamspillerne inden VM.
Fodboldlandstræner Åge Hareide går en travl måned i møde, inden han skal til at lægge sig helt fast på sin VM-trup.
I april skal han besøge flere af de spillere, som i en periode ikke har været med på landsholdet, men som tidligere har gjort tjeneste i rødt og hvidt.
Det gælder blandt andre udlandsprofessionelle Daniel Wass, Pierre-Emile Højbjerg og Kasper Dolberg. Trioen kan dermed fortsat gøre sig forhåbninger om en af de yderste pladser i VM-truppen.
- Jeg skal til Spanien for at besøge Daniel Wass og Pione Sisto i Celta Vigo. Jeg skal kigge på Pierre-Emile Højbjerg i Southampton, og jeg skal besøge Jonas Knudsen i Ipswich og snakke med hans manager.
- Jeg skal til Holland og se Lasse Schöne og hilse på Kasper Dolberg for at høre, hvordan det står til med ham efter skaden, siger Åge Hareide.
Nordmanden kunne tirsdag aften sige på gensyn til sin efterhånden store stamme af faste spillere i landsholdstruppen efter en ni dage lang landsholdssamling, som sluttede med 0-0-kampen mod Chile i Aalborg.
Alle stamspillerne vil blive fulgt meget nøje i perioden frem mod VM.
- Hele april bliver en intens bevogtning af landsholdsspillerne. Jon Dahl Tomasson, Mounir Akhiat (Hareides analytiker, red.) og jeg ser alle kampe med vores spillere.
- Vi får al information fra træning og kampe af deres klubber, og vi får ugentlig en fysisk tilstand. Så vi kommer til at have helt styr på alting før VM, siger Åge Hareide.
Inden klubkampene begynder igen, kan han nå en kort tur hjem til Norge.
- Først skal jeg holde påskeferie og spise påskelam i Norge. Det glæder jeg mig til, siger Hareide.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie