Hjulmand efter 2-1: Det var ganske enkelt for dårligt
Kasper Hjulmand var trods sejren over San Marino ikke tilfreds. Foto: Jennifer Lorenzini/Reuters
Kasper Hjulmand skosede den danske præstation efter sejren på 2-1 mod San Marino.
Danmarks fodboldlandshold er tæt på at indløse billet til næste sommers EM-slutrunde i Tyskland, men præstationen var ikke noget at skrive hjem om, da verdens dårligste landshold, San Marino, blev slået med 2-1.
Landstræner Kasper Hjulmand var da heller ikke tilfreds, da han satte ord på kampen få minutter efter slutfløjt.
- Det var ganske enkelt bare for dårligt. Et alt for dårligt niveau, for dårligt boldtempo og en kamp, der kom i fare, selv om den slet ikke burde gøre det.
- Det var for nervøst, og kvaliteten for lav. Det er ikke første gang, vi har mærket nervøsiteten, siger Kasper Hjulmand til TV 2 Sport.
San Marino udlignede til 1-1 efter en times spil, men Yussuf Poulsen afværgede den danske blamage med sit sejrsmål ti minutter senere.
Hjulmand tilføjer, at det var hans ansvar at skabe rammerne, og han havde valgt et velkendt system og brugt spillerne på vante pladser.
- Stadigvæk skabte vi for lidt og havde for lav kvalitet. Det var endnu en kamp, hvor vi sidder med følelsen af, at det ikke var godt nok, og vi ikke ramte det niveau, vi skal, lyder det fra Hjulmand.
Heller ikke anfører Simon Kjær, der fik landskampsrekorden med sin 130. optræden, var tilfreds med præstationen.
- Jeg er ikke typen, der har behov for at gå ned og råbe og skrige. Vi skal have kigget på tingene og talt det igennem sammen.
- Jeg synes ikke decideret, at indstillingen manglede. Vi stod ok på banen, men det fungerede ikke, siger Simon Kjær til TV 2 Sport.
Danmark kan sikre EM-billetten med en sejr hjemme mod Slovenien 17. november. Tre dage efter gælder det udekampen mod Nordirland.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie