IOC skruer op for kvindefodbold og ned for herrefodbold ved OL
USA vandt kvindernes OL-finale i Paris sidste år. (Arkivfoto). Foto: Marcus Brandt/Ritzau Scanpix
Kvindernes OL-turnering i fodbold får flere deltagere end mændenes i Los Angeles i 2028.
Kvindefodbolden får ved OL i 2028 flere deltagende nationer end herrefodbolden.
Det er en af konklusionerne, efter at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) onsdag har fastlagt antallet af sportsgrene og deltagere ved legene i Los Angeles om lidt mere end tre år.
16 nationer får billet til OL i kvindefodbold, mens kun 12 nationer skal konkurrere i herrefodbolden. Ved alle olympiske lege siden 2008 har det været omvendt.
- Det reflekterer væksten i kvindefodbold rundt omkring i verden. Det er en af de mest populære og hurtigst voksende former for sport, siger Kit McConnell, som er sportsdirektør i IOC, i en video på X.
Det lever til dels op til forventningerne fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), hvis præsident, Gianni Infantino, for nylig gav udtryk for, at flere kvindehold bør få lov til at deltage ved OL.
Det skete i en tale ved Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) kongres i Beograd, men Infantinos argumenter gik på, at der burde være 16 deltagende hold hos begge køn. Det ønske fik han ikke opfyldt.
Hos IOC har det været en prioritet at fremme kvindesporten ved det kommende OL. Og med de beslutninger, der er vedtaget onsdag, står det klart, at der i Los Angeles for første gang nogensinde vil være mindst lige så mange kvindehold som herrehold i alle holddiscipliner.
Det er blandt andet blevet en realitet efter opgraderingen af kvindefodbold, ligesom man i vandpolo har løftet antallet af kvindehold fra 10 til 12.
IOC har desuden besluttet at udvide programmet i blandt andet svømning. Her skal der i 2028 dystes i 50 meter rygsvømning, 50 meter butterfly og 50 meter brystsvømning, som ikke har været på programmet ved de seneste lege.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie