Iranske kvinder får lov til at se landskamp på stadion
Iranske kvinder kan få lov til at se VM-kvalifikationskampen mod Cambodja fra tribunerne 10. oktober. Foto: Atta Kenare/Ritzau Scanpix
Atta Kenare/Ritzau Scanpix
Fifa-præsident Gianni Infantino er blevet lovet, at kvinder må se Irans næste hjemmekamp på stadion.
Når Irans mandlige fodboldlandshold 10. oktober spiller en VM-kvalifikationskamp på hjemmebane i Teheran mod Cambodja, får kvinder lov til at komme ind og overvære kampen.
Det er præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, blevet lovet, efter en tragisk sag, hvor en kvindelig iransk fodboldfan endte med at slå sig selv ihjel, da hun klædt ud som mand blev anholdt for at forsøge at overvære en klubkamp i Iran.
- Vi bliver nødt til at have kvinder til kampene - vi skal skubbe til Iran på en respektfuld, men tydelig måde, for nu kan vi ikke vente længere.
- Vi er blevet lovet, at kvinder har adgang til stadion i den næste landskamp i Iran. Det er meget vigtigt, for med få undtagelser er det ikke sket i 40 år, og det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, siger Fifa-præsident Gianni Infantino.
Det er ikke overraskende, at Infantino nu har fået en garanti for kvindelige fans på tribunen i den kommende landskamp.
I torsdags sagde Irans sportsminister, Masoud Soltanifar, også, at man var langt fremme i en proces, der i første omgang skulle sørge for, at kvinder kunne overvære landskampe med Irans deltagelse.
Fifa-repræsentanter er aktuelt i Iran. I samarbejde med Det Iranske Fodboldforbund skal de lægge en plan for, at kvinder også skal kunne overvære nationale klubkampe.
I sidste uge blev presset på både Fifa og Iran øget gevaldigt, da det blev offentliggjort, at en kvindelig fodboldfan var død af sine kvæstelser, efter at hun satte ild til sig selv.
Baggrunden var, at 29-årige Sahar Khodayari var blevet taget i at klæde sig ud som en mand for at overvære en fodboldkamp i marts i Iran med sin favoritklub, Esteghlal.
Da hun efterfølgende erfarede, at hun risikerede fængselsstraf i et halvt år, satte hun ild til sig selv foran en retsbygning i Teheran 2. september, og hun døde senere af kvæstelserne.
Sahar Khodayari forklædte sig som mand med en paryk og en lang jakke, og efter episoden fik hun kaldenavnet "blue girl" med reference til Esteghlals klubfarver.
Også formanden for Dansk Boldspil-Union, Jesper Møller, har langet ud efter de iranske retningslinjer.
- Reglerne er glasklare. Diskrimination kan ikke tolereres. Og det er fuldstændig ligegyldigt, om det så handler om seksuel orientering, nationalitet, hudfarve eller køn. Der er og skal være nultolerance over for den slags, sagde han i sidste uge til Politiken.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie