Ishockeystjerne genskaber ungdommens vinderkultur i Herning

Peter Regin spillede 18 år i udlandet, inden han i 2023 indstillede karrieren og vendte tilbage til Herning. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

I sin nye rolle bag skrivebordet forsøger Peter Regin at gøre Herning Blue Fox til den magtfaktor, klubben var, da han selv spillede i klubben.

Offentliggjort Sidst opdateret

Normalt er Peter Regin ikke en mand, der svælger i fortiden. Men på nogle områder ville han ønske, at Herning Blue Fox kunne blive som før.

Som dengang i 2005, da han som 18-årig drog ud på en næsten to årtier lang professionel rundtur til verdens stærkeste ligaer rustet med to DM-guldmedaljer.

For det var det, man gjorde i Herning, da Regin var ung. Lærte at vinde. Ikke bare én gang, men igen og igen. Det sad stadig i ham, da han sidste sommer vendte tilbage til klubben som sportsdirektør.

- Jeg ser jo Herning Blue Fox på en måde, der er meget præget af min tid som spiller her for 20 år siden. Den måde, vi gjorde tingene på dengang, siger Peter Regin om sit nye liv som skrivebordsgeneral.

Det er snart to år siden, han smed skøjterne som en af landets bedste ishockeyspillere nogensinde. 254 NHL-kampe. En kæmpe karriere i den finske storklub Jokerit. Seks sæsoner som landsholdskaptajn.

Kroppen var slidt ned, men hans erfaring var stadig eftertragtet.

Han var med landsholdet til VM sidste år som en slags vismand i lederstaben. Da var han allerede så småt i gang med sit nye job som sportsdirektør i Herning.

Som sportsdirektør har Peter Regin det øverste sportslige ansvar i Herning Blue Fox. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

- Det har været sjovt. Der har været mange ting, jeg har skullet lære. Men jeg har en fordel i, at jeg har været i ishockey i mange år og har set mange forskellige organisationer.

- Selv om jeg aldrig har været i det her job før, så har jeg jo en idé om, hvad det er. Jeg har været en ledende spiller på nogle hold, og allerede dengang var jeg jo med til at træffe beslutninger, fortæller Peter Regin.

Han kom hjem til en klub, der havde forandret sig. Frem for alt var den holdt op med at vinde.

Det var ikke et økonomisk spørgsmål, for på den front er Herning Blue Fox stadig en sværvægter efter danske forhold.

Det handler om noget mindre håndgribeligt. Noget med kulturen, oplever Regin. Adfærden og de krav, der bliver stillet.

- Jeg er med på, at det er en anden tid nu, end da jeg selv spillede. Unge mennesker er anderledes nu, end de var for 20 år siden. Men uden for isen er der nogle sandheder, der stadig gælder.

- Det handler om den måde, vi gør tingene på, og de krav, vi stiller til spillerne. At skabe en kultur, hvor det forventes, at man arbejder hårdt, hvor man sætter holdet først, men samtidig har et miljø, hvor spillere kan udvikle sig.

- Det er sådan nogle ting, som man godt kan holde fast i, og som ikke rigtig ændrer sig. Efter de principper har vi forsøgt at bygge et hold. Ikke bare et godt hold på papiret, men også et "godt omklædningsrum", forklarer Regin.

Dermed har han nævnt to af de vigtigste opgaver i sit nye arbejdsliv: Opbyg en slagkraftig trup, og skab en stærk kultur i klubben.

Den kultur, der gjorde Herning til en magtfaktor i dansk ishockey, var i høj grad skabt, formet og vedligeholdt af Todd Bjorkstrand.

Gennem 26 år mellem 1988 og 2014 var den barske amerikaner ansigtet på Hernings succes og vandt syv DM-titler som spiller og seks som træner.

- Jeg har stadigvæk et godt forhold til Todd, og vi har snakket om, hvordan han gjorde tingene i sin tid. Derudover har jeg jo hele tiden haft en idé om, hvordan jeg vil have, et godt hold skal se ud, og hvilke ingredienser det har.

- Det er i dagligdagen, jeg kan gøre en forskel. Man kan have et godt hold på papiret, men det er jo de valg, man træffer til daglig, og de ting, man har fokus på, som betyder noget for kulturen, siger Regin.

Målt på nøgne resultater har den sportslige ledelse med Regin og cheftræner Garth Murray i spidsen gjort det meste rigtigt.

Tidligt i sæsonen måtte de sende potentielle danske profiler som Marcus Almquist og Victor Cubars tilbage til Sjælland. De fik ikke de håbede roller på holdet, men har siden blomstret i andre klubber.

Alligevel har Herning vundet pokalturneringen og sluttede på en klar førsteplads i grundspillet. Kvartfinaleserien mod Herlev blev vundet 4-0.

- Garth Murray har været en stor støtte, og jeg har haft et trænerteam, hvor jeg ikke har skullet bekymre mig så meget om det, der foregik i omklædningsrummet.

- Men jeg trives faktisk med de problemstillinger, der er i jobbet. Det er bare anderledes at være på den her side af skrivebordet.

- Man skal vide, hvornår man håndterer forskellige konflikter eller problemstillinger. Jeg lærer hele tiden og prøver at gøre mit bedste, lyder det fra Peter Regin.

Tirsdag begynder semifinaleserierne. Den vigtigste del af sæsonen venter for en klub, der ikke har vundet mesterskabet siden 2012.

Teenageren Regin hjalp Herning til guld for 20 år siden. Nu håber sportsdirektøren Regin at gøre det samme.

/ritzau/

En karriere i verdens bedste ligaer

Som aktiv spillede Peter Regin i flere af de bedste ligaer i verden.

Her er et overblik over den tidligere ishockeystjernes karriere:

* 2005-08: SHL, Sverige: Timrå IK. (168 kampe, 71 point).

* 2009-14: NHL, Nordamerika: Ottawa Senators, New York Islanders, Chicago Blackhawks. (254 kampe, 71 point).

* 2015-21: KHL, Rusland/Østeuropa: Jokerit. (330 kampe, 208 point).

* 2021-22: NL, Schweiz: HC Ambri-Piotta. (41 kampe, 23 point).

* 2022-23: DEL, Tyskland: Eisbären Berlin. (42 kampe, 8 point).

Kilder: eliteprospects.com, nhl.com.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu