VM-guldet på 100-meter-fri sidste år sikrede lørdag aften blandt andet svømmeren Jeanette Ottesen prisen som årets sportsnavn 2011.
- Det havde jeg ikke regnet med. Hold kæft, hvor er jeg glad, siger Jeanette Ottesen.
Hun vandt prisen foran tennisspilleren Caroline Wozniacki, der sluttede 2011 som verdensetter for andet år i træk, og håndboldherrerne, som for et år siden vandt VM-sølv.
Det er Morgenavisen Jyllands-Posten, der sammen med Danmarks Idræts-Forbund (DIF) står for prisen, og det har parterne gjort siden 1991, hvor svømmeren Mette Jacobsen fik prisen som den første.
DIF-formand Niels Nygaard siger følgende om vinderen:
- Det har i den grad været Jeanette Ottesens år, og hun er en meget velfortjent vinder af årets sportsnavn 2011. Vi ser alle frem til at følge hende ved OL i London, siger han i en pressemeddelelse.
Sportsredaktør på Jyllands-Posten, Christian Thye-Petersen, siger, at det fortæller noget om Jeanette Ottesens år, at hun slår Wozniacki og håndboldherrerne.
- Jeg synes, det sætter Jeanette Ottesens præstation i relief, når hun slår verdens nummer et i tennis og sølvmedaljevinderne i herrehåndbold. I det hele taget lover alle præstationerne godt før OL, lyder det fra Christian Thye-Petersen.
Sidste år gik prisen til Caroline Wozniacki, der som den første dansker erobrede førstepladsen i tennis i 2010.
At Wozniacki igen sluttede et år som verdens nummer et, var altså ikke nok denne gang.
Med prisen får Jeanette Ottesen også 50.000 kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie