Jønsson og AEK ødelægger Brightons europæiske debut

Jens Jønsson spillede fuld tid for AEK i sejren over Brighton. Foto: Ian Walton/Reuters

Et effektivt AEK Athen-hold slog på udebane Brighton 3-2 i englændernes europæiske debut.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brighton debuterede efter sin flotte forgangne sæson i Premier League torsdag på den europæiske scene.

Men det blev langtfra som håbet for sydenglænderne, der tabte 2-3 til AEK Athen med danske Jens Jønsson som midtbaneanker i Europa Leagues gruppespil.

Den tidligere AGF-profil var indblandet i mange nærkampe og arbejdede som vanligt hårdt, og han spillede også en væsentlig rolle i forbindelse med sit holds sejrsmål.

Jønsson erobrede på midtbanen således den bold, der endte med at blive sparket i nettet til 3-2 af den argentinske angriber Ezequiel Ponce efter 84 minutters spil.

Det var AEK's tredje føring i kampen. Forsvarsspilleren Djibril Sidibé headede grækerne foran 1-0 efter 11 minutter, og lige før pausen kastede serberen Mijat Gacinovic sig frem til et frisparksindlæg og gjorde det til 2-1.

Ind imellem havde Brighton som vanligt vist gode spillemæssige takter, men det var via to straffespark af angriberen Joao Pedro, at holdet kom på tavlen torsdag aften.

I gruppens anden kamp spillede den tidligere Viborg-profil Anton Gaeei hele kampen, da Ajax spillede 3-3 med Marseille på hjemmebane.

William Bøving bragte andetsteds Sturm Graz foran 1-0, da han flot omsatte en ripost efter et forsøg på stolpen, da østrigerne havde besøg af Sporting CP.

Men mødet endte med en 2-1-sejr til portugiserne, der havde Bøvings tidligere holdkammerat i FC København Morten Hjulmand som en del af sin centrale midtbane.

I Conference League lagde Andreas Skov Olsen det indlæg, som Hans Vanaken omsatte til mål i Club Brugges 1-1-kamp mod Besiktas, mens Andrew Hjulsager var assistmager for Gent i belgiernes 1-1-kamp mod ukrainske Zorya.

/ritzau/