Kaden Groves spurter sig til sejr i hektisk Vuelta-finale
Kaden Groves vandt sprinternes første slag. Foto: Pau Barrena/Ritzau Scanpix
Flere styrt inden for de sidste fem kilometer skabte kaos i afslutningen på 4. etape af Vuelta a España.
Alpecins Jasper Philipsen var den helt store sprinterstjerne i sommerens Tour de France, og også i Vuelta a España har det belgiske mandskab indtil videre herredømmet i den disciplin.
Tirsdag vandt australske Kaden Groves den første massespurt i årets udgave af den spanske rundtur, da han på de sidste 100 meter kørte forbi UAE's Sebastián Molano og vandt 4. etape.
Molano så ellers ud til at have sejren inden for rækkevidde med et stort forspring til Groves i sidste sving, men så gik colombianeren kold.
Den hektiske finale rykkede ikke noget ved det samlede klassement, som stadig føres af Quick-Steps Remco Evenepoel med Movistars Enric Mas på andenpladsen.
Efter at Evenepoel, Jonas Vingegaard og de øvrige favoritter til den samlede sejr mandag var i ilden på en bjergetape, var terrænet mere medgørligt for størstedelen af feltet tirsdag.
To stigninger i kategori-3 var ikke nok til at forhindre den ventede massespurt i Tarragona.
Der er ikke mange sprinterhold med i årets udgave af Vuelta a España, men de få, der er, sørgede for, at udbruddet bestående af Eduardo Sepulveda, Ander Okamika og Joel Nicolau ikke fik lang snor.
Med 15 kilometer igen var alt samlet, og så buldrede feltet i samlet flok mod målbyen.
En indsnævring med fire kilometer til mål forårsagede et stort styrt, hvor blandt andre franskmanden Bryan Coquard røg i asfalten.
Dermed var han ude af kampen om etapesejren, men det var Groves ikke.
Australieren så dog ikke ud til at have kræfterne til at vinde, da Molano fik et stort hul i kølvandet på endnu et styrt forrest i feltet.
Groves kiggede sig tilbage op ad finalebakken, men da det fladede mere ud, fandt han alligevel energien til at suse forbi Molano og vinde årets første spurt i Vueltaen.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie