Klasseforskel i formodet topopgør

BILLEDSERIE: Frem Sakskøbing fortsætter marchen mod oprykning til Danmarksserien.

Offentliggjort Sidst opdateret

B.1901 var af flere udråbt til førsteudfordrer til oprykningsfavoritten Frem Sakskøbing, men årstalsklubben kommer ikke i nærheden af oprykning i denne sæson, hvis man skal vurdere indsatsen i forårspremieren på Sakskøbing Stadion.

Klasseforskel er den rette betegnelse på opgøret mellem oprykningsfavoritten Frem og B.1901 med de søde oprykningsdrømme, hvilket cifrene 4-0 til Frem mere end indikerer.

B.1901 fulgte rimeligt med indledningsvis i første halvleg, hvor nykøbingenserne havde fordel medvinden og kom til enkelte nærgående afslutninger. Først ved Thomas Larsen, som blev spillet fri på en lang bold i dybden, men spydspidsen sparkede bolden forbi Frem-målet. Og dernæst headede Casper Ravn en hjørnesparksbold lige over Frem-buret.

Frem begyndte at røre på sig knap midtvejs i første periode og fik produceret målchancer på samlebånd på en lille halv time. Brødrene Martin og Nikolaj Lohse var begge lige-ved-og-næsten, inden 150 kamps jubilaren Marc Hansen kom til - og scorede.

Søren Frandsen spillede blev spillet fri tæt ved baglinjen, Lohse tog et enkelt træk og serverede bolden på et sølvfad til Marc Hansen, som med venstrestøvlen sparkede bolden fladt forbi Jakob Krag i B.1901-målet.

Frem profiterede af medvinden i anden halvleg, og der var blot spillet fem minutter, da kampen reelt blev afgjort. Henrik Petersens lange indkastbold blev snittet videre og ramte Casper Ravn på armen i det “kriminelle” felt. Søren Frandsen eksekverede sikkert straffesparket. Blot halvandet minut senere headede Marc Hansen Frem foran 3-0.

Kort før tid fik de 225 tilskuere på Sakskøbing Stadion endnu en scoring, da Morten “Turbo” Jakobsen behersket helflugtede bolden forbi en sagesløs Jakob Krag efter et fremragende Frem-angreb, hvor Martin Lohse kunne have afsluttet og formentlig scoret, men uselvisk spillede han “Turbo” fri til scoring.

Se flere billeder fra kampen - KLIK HER