Klopp: Haaland gør det umuligt at hamle op med City
Liverpool stod tilbage i 2019 over for en ung udgave af Erling Haaland i Champions League, da nordmanden spillede for RB Leipzig. Den dengang 19-årige Haaland kom på banen i anden halvleg og scorede fire minutter senere for det østrigske hold, der dog tabte 3-4 til Liverpool. Senere vandt Liverpool også hjemmekampen med 2-0. (Arkivfoto). Foto: Jason Cairnduff/Ritzau Scanpix
Erling Haaland sætter nye standarder for angribere, siger Liverpool-manager Jürgen Klopp før møde med City.
Tilgangen af angriberen Erling Haaland gør det umuligt for konkurrenterne i Premier League at hamle op med Manchester City.
Det fastslår Liverpool-manager Jürgen Klopp forud for søndagens møde mellem de to klubber.
- Ingen kan konkurrere med City. I forvejen har man det bedste hold i verden, og så tilføjer man den bedste angriber på markedet.
- Uanset hvad det koster, så gør man det bare, siger Jürgen Klopp.
Den 22-årige norske angriber har siden sommerskiftet fra Borussia Dortmund til City scoret 20 mål fordelt på 12 kampe i Premier League og Champions League.
Haaland har dermed ydet et stort bidrag til Citys pointhøst på 23 point efter ni spillerunder i den engelske liga. Det rækker til andenpladsen - et point efter Arsenal.
Allerede i 2019 bed Jürgen Klopp mærke i Erling Haaland, da nordmanden spillede for RB Salzburg, som Liverpool mødte i Champions League.
- Selv da han var meget ung, kunne man se, at hans potentiale var sindssygt.
- Allerede dengang havde vi travlt med at tænke på, hvordan vi kunne lukke ned for ham. Og han endte alligevel med at score.
- Han sætter nye fysiske standarder. Han kombinerer sin fysik med at være teknisk, og så er han utrolig opmærksom. Hans måde at orientere sig på banen er exceptionel, siger Klopp.
Liverpool, der i de seneste sæsoner har kæmpet med City om den engelske trone, har fået en skidt start med blot 10 point for otte kampe.
Det virker for tiden utænkeligt, at Liverpool skal blande sig i guldkampen.
Magtbalancen så ellers anderledes ud, da de to klubber i juli mødtes i Community Shield - det årlige opgør mellem sidste sæsons mester og pokalvinder - i sæsonens første kamp.
Her vandt Liverpool kampen mod City med 3-1 - og Haaland kom ikke på måltavlen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie