Kun appel kan forhindre OL-sølv til Joachim B. Olsen
Joachim B. Olsen er blot et par ugers tavshed fra at få vekslet sin OL-bronzemedalje fra 2004 til en medalje af sølv.
Der har været spekuleret og argumenteret for og imod, om der ville blive rykket rundt i medaljerækken, efter det kom frem, at den internationale olympiske komité (IOC) har diskvalificeret OL-guldvinderen i kuglestød anno 2004 på grund af doping.
IOC har forklaret, at det er op til det internationale atletikforbund, der beslutter, om der skal rykkes rundt på medaljerne, og det skal der formentlig.
- Alle atleter i konkurrencen vil blive rykket en plads op, så Nelson vil få guld, Olsen får sølv, og Martínez vil få bronze, siger Yannis Nikolaou, talsmand for det internationale atletikforbund (IAAF), til tv2sport.dk.
Der er dog en mulighed for, at den tidligere kuglestøder og nu danske politiker alligevel må nøjes med den bronzemedalje, han fik med hjem fra Athen for godt otte år siden.
For den ukrainske dopingsynder Yuri Belonog har mulighed for at appellere IOC's beslutning om at tage guldet fra ham til den internationale sportsdomstol (CAS).
- Efter en IOC-beslutning om at fratage en medalje fra en atlet, som følge af en dopingforseelse, har atleten 21 dage til at beslutte, om afgørelsen skal appelleres til CAS.
- Det betyder, at vi må vente 21 dage, før vi officielt kan ændre medaljelisten, forklarer Yannis Nikolaou.
Er der ikke en appel efter de 21 dage, kan Joachim B. Olsen således se frem til at få en ny medalje.
IOC melder ud, om der kommer en appel eller ej.
I alt har IOC frataget fire atleter fra legene i Athen deres medaljer. Ud over Yuri Belonog drejer det sig om hviderussiske Ivan Tikhon, der vandt sølv i hammerkast.
Irina Yatchenko fra Hviderusland og russiske Svetlana Krivelyova er ligeledes blevet frataget deres bronze i henholdsvis diskoskast og kuglestød.
De mange dopingprøver, der blev taget ved OL i Athen, er blevet opbevaret i en fryser de seneste otte år. IOC har valgt at få analyseret 105 prøver endnu en gang, efter at der er blevet opfundet nye analysemetoder.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie