De lignede et garvet makkerpar på den centrale midtbane i kampen mod Norge, og det er William Kvist og Niki Zimling faktisk også, selvom det ikke er blevet til mange landskampe sammen.
Mod Norge var duoen med til at smadre den norske midtbane og var i høj grad med til at hente tre point til Danmarks EM-regnskab.
Tiden sammen i barndomsklubben KB har betydet meget, fortæller William Kvist.
- Vi har kendt hinanden i lang tid. Vi spillede lilleput sammen og vandt DM sammen, hvor han styrede midtbanen, og jeg styrede angrebet. Jeg blev topscorer, og han lagde stort set op til alle mine mål.
- Så smuttede han til Brøndby, og de havde et fantastisk hold derude. Men så spillede vi jo sammen på U/15, U/16, U/17, U/18, U/19 og U/20. Så var han lidt væk med en skade, men nu mødes vi så igen på A-landsholdet, siger William Kvist.
Selvom det efterhånden er nogle år siden, at de to var et fast makkerpar, så har fortiden stadig stor betydning.
- Der ligger noget, når man har spillet mange kampe sammen, og når man er to typer, der gerne vil spille fodbold, og man har en god relation sammen. Vi har det sjovt med at spille sammen, siger William Kvist.
Niki Zimling fik chancen mod Norge, fordi landsholdets normale anfører, Christian Poulsen, blev droppet på grund af dårlig form. Zimling håber, at kampen mod Norge ikke bliver en engangsforestilling.
- Nu må vi se, hvad der sker, når Christian Poulsen vender tilbage. Men som vi spillede i dag, så gik det jo fint, siger Niki Zimling.
- Men Christian kommer tilbage og giver en masse konkurrence til især mig. Det betyder, at jeg skal oppe mig en hel del, og det byder jeg velkommen. Det kan kun være positivt, at jeg skal arbejde hårdere og bevise, at jeg er berettiget til at være med her.
Landsholdets næste kamp er den 7. oktober på udebane mod Cypern.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie