Landsholdskoryfæer tager afsked med Henning Jensen
Fodboldspilleren Henning Jensen blev lørdag bisat fra Hammer kirke i Nordjylland. Foto: /ritzau/Ernst Van Norde
/ritzau/Ernst Van Norde
Den tidligere Real Madrid-spiller Henning Jensen, som døde mandag, blev bisat lørdag eftermiddag.
Henning Jensen - en af dansk fodbolds største spillere gennem tiderne - blev lørdag eftermiddag bisat fra Hammer Kirke, der ligger lidt nord for Aalborg.
Efter kortere tids kræftsygdom sov Henning Jensen stille ind i mandags. Han blev 68 år gammel.
Ved bisættelsen var tidligere landsholdsfolk som Sepp Piontek, Allan Simonsen og Tommy Troelsen mødt op for at hylde den tidligere AGF-, Borussia Mönchengladbach-, Real Madrid-, Ajax- og Nørresundby-spiller.
Også Ove Pedersen og AGF-direktør Jakob Nielsen var ifølge Ekstra Bladet til stede.
Henning Jensen spillede 21 landskampe og scorede ni mål for Danmark.
Nordjyden er særlig berømt for et mål i en uofficiel kamp, der markerede Danmarks indtræden i EF sammen med Storbritannien og Irland.
I opvisningskampen på Wembley scorede Henning Jensen med hovedet, selv om han svævede i en vandret position langt over jorden. I målet sprællede Dino Zoff forgæves.
Billedet af en flyvende Henning Jensen prydede forsiden af Hans-Jørgen Nielsens roman "Fodboldenglen".
Den spanske storklub Real Madrid ærede onsdag aften den tidligere danske fodboldstjerne. Henning Jensen blev mindet på Santiago Bernabeu før Real Madrids hjemmekamp mod Borussia Dortmund i Champions League.
De to klubbers spillere stod stille på grønsværen, mens et stort billede af Henning Jensen blev vist på storskærmen, og et stykke musik blev spillet på det enorme stadion.
Efter ceremonien lød der klapsalver på stadion, og til selve kampen var Real Madrids spillere iført sørgebind.
Den danske angriber spillede for Real Madrid fra 1976 til 1979, og han var med til at vinde to spanske mesterskaber med klubben.
AGF har ligeledes meddelt, at Henning Jensen vil blive mindet. Det sker, når AGF søndag møder Brøndby på udebane i Superligaen samt i forbindelse med aarhusianernes næste hjemmekamp mod Sønderjyske i februar.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie