LF-serieklub i vanskeligheder - kæmper med at stille hold

Rødby-træner Nikolaj Jeppesen kæmper i øjeblikket en hård kamp for at stille hold til weekendens kampe i LF-serien. Foto: Ingrid Riis

Den sydlollandske klub måtte trække sig fra weekendens kamp i LF-serien og hele bestyrelsen træder tilbage.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBY: Det ser ikke godt ud for Rødby Boldklub, der om blot to år kan fejre 125 års jubilæum.

I weekenden måtte klubbens førstehold trække sig fra kampen i LF-serien mod Væggerløse, da træner Nikolaj Jeppesen ikke kunne skrabe spillere nok sammen, og på bestyrelsesplan har hele den nuværende bestyrelse besluttet at trække sig ved den forestående ordinære generalforsamling, der ifølge et opslag på klubbens facebookside finder sted 11. november.

Klubbens hidtidige formand Qerim Gashi har allerede kastet håndklædet for noget tid siden, mens den daværende ungdomsformand og mangeårige førsteholdsspiller Lars Kruse trak sig allerede ved årsskiftet. Nu følger resten af bestyrelsen altså efter.

Trækker stikket

- Jeg har valgt at trække stikket, da opgaverne ganske enkelt blev for mange, og så føler jeg også, at der manglede opbakning fra klubbens medlemmer og forældre til at få tingene løst. Det blev simpelthen bare for meget, lyder fra Qerim Gashi, der håber på, at der ved generalforsamlingen kan findes en ny bestyrelse, der kan køre klubben, der råder over to seniorhold og en ungdomsafdeling på omkring 100 medlemmer, videre.

- Indtil videre har tre tilkendegivet, at de gerne vil ind i bestyrelsen, men om nogen af dem også har lyst til at være formand ved jeg ikke, lyder det fra Qerim Gashi.

Men det er ikke kun rent organisatorisk, at Rødby har udfordringer i øjeblikket.

Klubbens førstehold ligger sidst i LF-serien efter nedrykningen fra Sjællandsserien, og de mange nederlag i sidste sæson har kostet, siger klubbens træner Nikolaj Jeppesen.

Mangler opbakning

- Opbakning fra især de yngre spillere har manglet siden vi startede op efter sommerferien. Jeg ved ikke hvad der er gået galt, men vi har simpelthen for få til træning, lyder det fra Nikolaj Jeppesen, der flere gange har stået med to til fire spillere på en træningsaften.

- Skiftende arbejdstider er en kæmpe udfordring for os. Vi har mange der arbejder på Scandlines og Lalandia, der skal have byttet vagter for at komme til træning og kamp, og det kan godt være svært. Når de lidt ældre spillere, der også har familie, har fået byttet vagter, og de unge så melder afbud af andre årsager, så skaber det lidt gnidninger, konstaterer Nikolaj Jeppesen, der tiltrådte som træner for under et år siden.

- Og så er der også flere af spillerne, der i øjeblikket hellere vil spille håndbold, og der træner de på samme aftener, som vi også gør. Det er også en udfordring, tilføjer træneren.

Rødby har tre LF-seriekampe tilbage inden vinterpausen, og Nikolaj Jeppesen satser på, at møde op til alle tre.

- Vi kæmper med det og både min assistenttræner (Michael Jensen, red.) og jeg bruger enormt meget tid på at skrabe hold sammen til weekenden. Det er slidsomt, men vi gør alt hvad vi kan, forsikrer Nikolaj Jeppesen, der i den kommende weekend skal møde Nordfalster på udebane.

Vil ikke starte forfra

Ifølge reglerne må man i LF-serien højest trække sig to gange på en sæson. Tredje gang falder hammeren og man bliver smidt ud af turneringen. Sker det skal klubbens seniorafdeling starte forfra i Serie 3.

- Så galt håber jeg sandelig ikke det kommer til at gå, siger Nikolaj Jeppesen, og de samme toner lyder fra den afgående formand Qerim Gashi, der stadig er aktiv spiller på førsteholdet.

- Det kommer slet ikke til at ske, er han overbevist om.