Magnussen får historisk løbskarantæne i Formel 1
Kevin Magnussen får tid til at tænke over sin kørsel. Danskeren har fået en dags grandprix-karantæne for at have overskredet grænsen for strafpoint. Foto: Andrej Isakovic/Ritzau Scanpix
Med yderligere to strafpoint for at forårsage sammenstød på Monza har Kevin Magnussen fået løbskarantæne.
Meget tyder på, at Kevin Magnussen ikke blot forlader Haas, men Formel 1 efter denne sæson. På vej ud har danskeren dog sikret sig en lidet flatterende plads i historiebøgerne.
Hans oversatsede overhalingsforsøg på Pierre Gasly søndag på Monza førte til et sammenstød og har udløst yderligere to klip i det Formel 1-kørekort, der udløser karantæne ved 12 klip opnået inden for 12 måneder.
Det bekræfter Formel 1 på sin hjemmeside.
Og 12 klip er præcis, hvad danskeren nu er oppe på. Det giver ham karantæne i næste grandprix, der foregår i Aserbajdsjan om to uger.
Reglen om de maksimalt 11 klip - eller strafpoint om man vil - blev indført i 2014. Hidtil har ingen kører ramt grænsen, som udløser karantæne.
Dermed er det et lille stykke Formel 1-historie, som den 31-årige dansker nu skriver. Han er først køreberettiget til Singapores Grandprix om tre uger. Efter det resterer der seks grandprixer i sæsonen.
Magnussen formåede trods en tidsstraf på ti sekunder for sin forseelse at køre sig til en tiendeplads og et enkelt VM-point søndag i Italien på den legendariske Monza-bane.
I VM-regnskabet er han oppe på seks point.
Kevin Magnussen fik sin Formel 1-debut i 2014, hvor han fik et sæde hos McLaren. Han debuterede med en imponerende andenplads, og selv om han ikke kunne holde niveauet, blev det til 55 VM-point i debutsæsonen.
Året efter blev han degraderet til reservekører, inden han i 2016 fik et fast sæde hos Renault. Det blev ikke den store succes.
I 2017 rykkede han til Haas, hvor det i første omgang blev til fire sæsoner. Efter 2020-sæsonen forlod han Formel 1, men kun for at vende tilbage til Haas efter et år.
Han bedste placering i VM-stillingen hentede han med Haas i 2018, hvor han sluttede som nummer ni.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie