Samlet vandt spanierne med 5-3 efter den flotte 3-2-gevinst på Old Trafford i den første kamp. Begge sejre var ganske fortjent.
United var fra start under et gevaldigt pres i Bilbao, og opgaven gik fra svær til næsten umulig, da den spanske landsholdsangriber Fernando Llorente midtvejs i første halvleg bragte værterne foran 1-0.
Det skete med en flot flugter på en lang aflevering fra Bilbaos egen forsvarsrække.
Med Wayne Rooney som den enlige angriber fik United ganske enkelt for lidt ud af det rent offensivt. Bolden havde United ellers rigeligt af, især efter 1-0-målet, fordi Athletic Bilbao trak sig en anelse tilbage.
Efter pausen var det fortsat svært på at få øje på gode United-chancer, og faktisk var det hjemmeholdet, der var klart tættest på det næste mål i opgøret. Fortjent var det derfor, da Oscar De Marcos scorede til 2-0.
United lignede på intet tidspunkt et hold, som kunne hive et historisk comeback frem, hvilket englænderne ellers tidligere har gjort ved flere lejligheder.
Rooney reducerede 10 minutter før tid på et flot langskud, men ellers blev det ikke til mere.
Med nederlaget sluttede en meget skuffende europæisk sæson for Alex Fergusons engelske mestre.
I Champions League gik englænderne ikke videre fra gruppespillet, og kun efter besvær vandt Manchester United så over Ajax Amsterdam i 1/16-finalen af Europa League. Det er ikke godt nok for en klub af Uniteds størrelse.
Simon Poulsen og AZ Alkmaar spillede sig i kvartfinalen trods 1-2-nederlag ude til italienske Udinese. Samlet gik AZ videre med 3-2, men det så indledningsvist svært ud for hollænderne i returkampen.
AZ's Nick Viergever så direkte rødt allerede i det tredje minut, Antonio Di Natale bragte Udinese foran 1-0 på det efterfølgende straffespark, og efter et kvarter havde Di Natale gjort det til 2-0.
Men efter en halv times spil kom Simon Poulsen godt med frem i et angreb, og den danske venstre back lagde en perfekt aflevering til holdkammeraten Erik Falkenburg, der scorede der vigtige udebanemål.
Valencia og Hannover 96 spillede sig også videre på bekostning af henholdsvis PSV Eindhoven og Standard Liege.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie