Mikkel Kesslers maj-kamp er på plads

Promotor Kalle Sauerland siger, at forhandlingerne er slut med Green-lejren.

- Det bliver en sindssyg hård kamp, fordi Allan Green er en meget farlig mand. Men vi glæder os til igen at se Mikkel i aktion, siger Kalle Sauerland til sporten.dk.

Allan Green har tidligere været nede i Kesslers vægtklasse uden succes. Han var oprindeligt ikke med i den stort anlagte Super Six-turnering, hvor en række af verdens bedste boksere i supermellemvægt deltog.

Men da landsmanden Jermain Taylor takkede af efter et grusomt knockout, trådte Allan Green til.

Han tabte til André Ward og derefter til Glen Johnson, som afløste Kessler, der meldte sig ud af turneringen på grund af en alvorlig øjenskade.

Derefter vendte Allan Green tilbage til letsværvægt, og han har vundet sine seneste to kampe.

Kalle Sauerland har tidligere på ugen udtalt, at Allan Green er et tilpas stort navn til Kessler.

- Green er efter min mening et stort navn i USA. Vi har ledt efter et stort navn, og i den kategori passer Green ind, sagde Sauerland.

Allan Green bokset 34 kampe med 31 sejr og 3 nederlag til følge. 21 sejre er fundet sted via knockout.

Kessler udtalte i sidste uge, at han intet har imod at bokse i letsværvægt.

- Jeg kan sagtens klare mig deroppe, jeg er for fysisk stærk til, at det bliver et problem.

- Jeg har sparret med mange boksere, der vejer over 80 kilo, og jeg kan sagtens matche dem. De er bare lidt langsommere, og det er jo kun til min fordel, sagde Mikkel Kessler.

Danskeren skulle have bokset VM-kamp i supermellemvægt mod tyske Robert Stieglitz i Parken 14. april, men danskeren måtte melde fra med en håndskade.

/ritzau/

Foto: Keld Navntoft /Scanpix

Mikkel Kessler skal møde amerikaneren Allan Green i Parken 19. maj. Det betyder, at Kessler går en vægtklasse op - fra supermellemvægt til letsværvægt.

Offentliggjort Sidst opdateret